Den skarpe forårssol er afslørende og ubarmhjertig, når den rammer din bil efter vinteren – og sætter spotlight på skrammer, rustpletter og skidt, som du ikke har bemærket i mørket. Det er tid til en forårsrengøring! Og måske kan det være helt hyggeligt at bruge et par timer på at forøge din bils værdi en forårsdag i solen?
Gå bilen grundigt igennem
Allerførst er det en god idé at kigge bilen grundigt igennem i dagslys. Er der kommet skader i vinterens løb, som du ikke har opdaget? Skader som har betydning for din sikkerhed og bilens værdi? Det kan være begyndende rust, stenslag eller små sprækker i lygterne, så der trænger fugt ind, og de ikke virker.
1. Tjek at alle lygter virker, også blinklys, bremselys og stoplys.
2. Tjek vinduesviskerne – er gummiet stadig helt? Ellers er det nemt at skifte selv.
3. Vask bilen
Snavs og salt samler sig i kroge og sprækker og holder på fugten. Det skal du have fjernet, så bilen ikke ruster. Det er ikke nok at køre i vaskehallen – skal du have det hele væk, kommer du ikke udenom en håndvask. Brug masser af vand og sprøjt ind i hjulkasser og panelkanter og bag gummilister for at fjerne snavs og salt. Brug derefter en blød børste eller en svamp rundt om blinklys, nummerplade, døråbninger, håndtag og ved bagklappen – og vask fælgene. Tør grundigt efter med et vaskeskind.
4. Så skal der smøres. Smør viskearmen, alle hængsler, anhængertrækket og brændstofklappen og brug låseolie til alle låse – især dem, du ikke bruger. Og smør gummilisterne i dørene med silikone.
5. Skift til sommerdæk
Det er tid til at skifte til sommerdæk. Tjek dine sommerdæk grundigt igennem, inden du sætter dem på og mål dækmønster og dæktryk. Lovkravet er 1,6 mm, men teknisk chef ved Bridgestone, Jesper Sørensen anbefaler en mønsterdybde på mindst 3 mm på sommerdæk. Ved mindre end 3 mm må du forvente en væsentlig nedsat bremse- og styreevne på våd vej . Er dækkene 10 år gamle, skal de ud – så duer de ikke længere.
Nu du er i gang, så kig også på reservehjulets dæktryk og dækmønster eller tjek at dit reparations-kit stadig dur.
6. Fjern salt, støv og snavs indvendig
Fjern alle måtter og luft ud. Så kommer du af med noget af fugten fra vinterens løb – det giver et bedre indeklima og mindre dug.
7. Støvsug bilen i alle kroge og tør alle flader af med en fugtig klud eller et vinylplejemiddel. Brug en fnugrulle til sæderne. Vask ruderne og poler efter med en smule sulfo indvendig – det afhjælper også dug.
8. Dit ventilationsanlæg kan gemme på bakterier og skimmelsvamp fra snavs, der rådner i systemet. Afstøv ventilationsdyser og gitre med en pensel og spray eventuelt med en rensende luftart, mens bilens aircondition kører på recirkulation.
9. Tjek sprinklervæske, olie, bremse- og kølervæske – og luftfiltre, oliefiltre og kølerslanger.
10. Vil du forøge batteriets levetid, kan du tage kabelskoene af og give det en grundig opladning. Smør til sidst polerne med fedt.
Det kan lyde som et stort arbejde, men netop efter vinteren er det en rigtig god idé at give sin bil den helt store tur. Holder du din bil, holder den sin værdi meget længere.
God arbejdslyst!
Kilde: Bridgestone