Dagens finaleopgør endte med et nederlag på 30-33 til GOG. Første slag er dermed tabt for Aalborg Håndbold, men torsdag fortsætter krigen, hvor Aalborg drengene med en sejr i Gudme kan fremtvinge en tredje kamp.
Rammerne var sat til en fantastisk finale. En propfyldt Jutlander Bank Arena med 5.000 tilskuere skabte en feststemt kulisse.
Inden kampstart var først borgmester Thomas Kastrup-Larsen og den Aalborg Håndbold tidligere stregkæmpe Simon Hald klar med kampboldene, dernæst var der overrækninger efterfulgt af nationalmelodi – og så var Jutlander Bank Arena ellers klar til kamp.
Begivenhederne på banen levede også op til de flotte rammer fra start, og der blev gået til den i en intens og tæt indledning.
Godt halvvejs i første halvleg fik Aalborg Håndbold skabt et lille hul på to mål, men efter en dårlig afslutning på de første 30 minutter, kunne gæsterne gå til pause foran 14-16.
GOG tog momentum med ud til anden halvleg, hvor de fastholdte føringen, som det meste af anden halvleg vekslede mellem to, tre og fire scoringer.
Hjemmeholdet havde specielt svært ved at styre gæsternes back-duo med Lasse Møller og Niclas Kirkeløkke, der tilsammen stod for 21 af gæsternes mål.
Angrebsmæssigt havde Aalborg Håndbold til tider problemer med at finde løsningerne, men hjemmeholdet fik alligevel slidt og slæbt sig til scoringer, så man kunne holde trit med gæsterne.
Aalborg Håndbold formåede dog aldrig at lukke hullet helt og rigtig få færten. Det blev derfor kun lige ved og næsten, og GOG endte derfor med at tage første stik i finaleserien.
Der blev kæmpet for hver en meter, og hjemmeholdet havde et fantastisk publikum i ryggen – alligevel blev det aldrig rigtig værternes dag.
På torsdag skal næste slag nemlig slås, og her kan Aalborg Håndbold med en sejr tvinge serien tilbage til Aalborg til en altafgørende tredje kamp.
Foruden de langtidsskadede spillere var Aalborg Håndbold i dag uden holdets topscorer Ómar Ingi Magnússon. Han blev tidligere på dagen dømt ude pga. eftervirkningerne fra den voldsomme tackling, han var udsat for i sidste semifinale.
Sebastian Barthold 6, Mark Strandgaard 5, René Antonsen 5, Janus Smarason 4, Henrik Møllgaard 4, Jesper Meinby 3, Tobias Ellebæk 2, Magnus Saugstrup 1.
Målscorere for GOG Håndbold:
Lasse Møller 12, Niclas Kirkeløkke 9, Frederik Bo Andersen 3, Emil Jakobsen 3, Josef Pujol 2, Emil Lærke 2, Oscar Bergendahl 1, Odinn Rikhardsson 1.
Redninger:
Mikael Aggefors: 6/22 (27%)
Kristian Sæverås: 7/23 (30%)
Ole Erevik: 6/35 (17%)
Frank Mikkelsen: 1/2 (50%)
Udvisninger:
Aalborg Håndbold: 0 x 2 min.
GOG Håndbold: 3 x 2 min.
Dagens dommere var Mads Dahl Hermann og Jesper Madsen.
Dagens tilskuertal i en udsolgt Jutlander Bank Arena var 5.000.