Hold på hat og briller! Til tonerne af Sebastians musik og udødelige sange føres vi ud på det Caribiske hav blandt eneboere, pirater og søulke – og med en led sørøver ved navn John Silver i hælene. Den eventyrlige familiemusical Skatteøen kommer til Aalborg Kongres & Kultur Center (AKKC) i børnenes vinterferie 2024.
Den er elsket af både store og små hver gang den lægger vejen forbi Aalborg – især når det er Folketeatret, der står bag opsætningen. Og nu gør de det heldigvis igen! Den eventyrlige familiemusical Skatteøen kommer til AKKC’s store sal lørdag 24. og søndag 25. februar 2024 kl. 16 – i børnenes vinterferie.
Fyldt med nostalgi og kendte sange
Skatteøen er en del af Folketeatrets nyere historie og er efterhånden ligefrem blevet en del af teatrets DNA. Den populære musical havde premiere på Folketeatret i 1986 og har siden spillet på teatret utallige gange. Musikken til Skatteøen, som blandt andet indeholder de mange kendte sange Hispaniola, Sørøversangen, Ostesangen og Admiral Benbow, udkom før premieren med nogle af tidens største sangere – og allerede inden premieren havde albummet solgt 70.000 eksemplarer.
Mange vil især også huske Lis Sørensens Fuld af nattens stjerner, som til februar synges af selveste Szhirley i rollen som Mrs. Hawkins. Szhirley er kendt som både sanger, skuespiller, influencer, tv- og radiovært. Piraten John Silver spilles af Mathias Flint, som har medvirket i flere tv-serier og spillet på en række af landets scener, senest i Folketeatrets Sommer i Tyrol. Den unge eventyrer Jim Hawkins spilles af Siw Ulrikke Maibom, som også spillede titelrollen i Folketeatrets Pippi Langstrømpe.
Medrivende skattejagt
Historien om den eventyrlystne teenager Jim Hawkins begynder i 1745 på kroen Admiral Benbow, som drives af Jims mor, Mrs. Hawkins. Da den gamle sørøverkaptajn Bill Bones ankommer med en mystisk rejsekiste, finder Jim et skattekort i kaptajnens gemmer, og eventyret kan begynde.
Kaptajn Flints skat skal findes, og sammen med doktor Livesey og godsejer Trelawney tager Jim afsted på det gode skib Hispaniola. Med som besætning er en flok farlige pirater og deres leder, John Silver, forklædt som skibskok. Et sandt eventyr og et medrivende kapløb om skatten tager sin begyndelse.
Skatteøen kan opleves i Aalborghallen 24. og 25. februar 2024 kl. 16 og anbefales til børn fra 6 år. Billetsalget starter onsdag 10. maj kl. 10. Billetpriserne er for voksne/børn u. 14 år: A: 335 kr./255 kr. B: 285 kr./205 kr. C: 235 kr./145 kr., og billetter kan købes i AKKCs billetkontor tlf. 99 35 55 66 eller på akkc.dk.
Early Bird rabat på 50 kr. pr. billet til og med tirsdag 23. maj. Der er et begrænset antal Study Tickets med 50% rabat til studerende.
Kilde: Aalborg Kongres og Kultur Center