Ny undersøgelse: Danskernes fortrolighed med videomøder brager frem
Videomøder blev hverdag under coronakrisen, og ny undersøgelse viser, at tilliden til de digitale møder fortsætter i fremtiden. Lektor ser videomøder som den naturlige evolution af telefonsamtalen.
Coronakrisen har for mange danskere betydet en ilddåb i brugen af videomøder. En undersøgelse foretaget analyseinstituttet Yougov på vegne af If Skadeforsikring viser, at danskerne har taget mødeformen godt til sig.
Næsten hver tredje dansker er i dag mere tryg ved brugen af videomøder end før corona. Flere end en tredjedel mener, at videomøder er mere personlige end telefonsamtaler, og 51 pct. af de adspurgte sætter pris på fleksibiliteten i videomøder. De tal stemmer godt overens med If Skadeforsikrings egne erfaringer.
– Under corona har vi afholdt 90 pct. af vores møder digitalt. Det har vist sig som en kæmpe succes, hvor kundetilfredsheden er lige så høj, som ved fysiske møder, men med den ekstra fordel, at vores rådgivere kan nå at hjælpe flere både nye og eksisterende kunder. Møderne er ofte mere målrettede og mere fleksible i forhold til kundernes dagligdag, siger Birgitte Ringbæk, kommunikationschef i If Skadeforsikring.
Ifs erfaringer med videomøder fra coronatiden, samt undersøgelsen der viser, at 46 pct. synes, at videorådgivning er en god måde at få hjælp og vejledning på, har derfor allerede nu betydet, at mødeformen er indført som et nyt tilbud til kunderne i forbindelse med forsikringsrådgivning.
Videomøder dyrker de dybere relationer
At kunne tale ansigt til ansigt har stor betydning for vores relationer, når vi taler sammen. Derfor er videomøder et godt tillæg til det gængse telefonopkald og en trend, der kommer til at fortsætte, mener ekspert i kommunikation.
– Videomøder brillerer ved at højne effektiviteten og skabe muligheder for at inddrage interaktive digitale værktøjer i præsentationer. Samtidig sikres det, at man kan mødes og have en slags føling med hinandens situation, fortæller Brian Lystgaard Due, Ph.D. og lektor i Nordiske Studier og Sprogvidenskab ved Københavns Universitet og uddyber:
– Vi kommer klart til at se en mere udbredt brug af videomøder, og i takt med at danskernes tryghed ved mediet stiger, bliver det et naturligt supplement til den gængse telefonsamtale.
Udvidet service
De gode erfaringer med videorådgivning betyder, at If Skadeforsikring for alvor vil trykteste kapaciteten og mulighederne for den online kundekontakt. Over sommeren giver If forsikringskunderne gratis adgang til videorådgivning om hus, bil og hunde frem til 1. september.
– Kunder som har en forsikring på hus, bil eller hund, kan videochatte med professionelle bygningsrådgivere, dyrlæger og bileksperter, hvis eksempelvis hunden bliver syg eller du overvejer en renovering af boligen. Det er en gratis service vi inkluderer i forsikringerne denne sommer, hvor vi ved, at flere vil være herhjemme og hvor vi samtidig får styrket erfaringerne i videorådgivning, siger Birgitte Ringbæk og tilføjer:
– Eksempelvis oplever vores partner Viking Assistance, at op mod 20 pct. af kundehenvendelser kan løses over video, så bilisten får den hjælp, der skal til, så de kan køre videre, i stedet for at vente i vejkanten på fysisk hjælp.
Nøgletal fra undersøgelse om danskernes brug af videomøder:I hvilken grad ser du følgende som fordele ved at holde videomøder eller videosamtaler – både i privat og arbejdsmæssig sammenhæng? 38% – Mere personligt end almindelig telefonsamtale51% – Fleksibilitet – mulighed for at have møder uden for normal ‘åbningstid’56% – Klimavenligt – mindre behov for transport mellem møder57% – Mindre fysisk kontakt med andre – minimering af muligheden for at blive smittet med sygdom41% – Mulighed for at vise indholdUanset om du i dag anvender videosamtaler eller videomøder, i hvilken grad mener du så, at videosamtaler eller videomøder er et godt værktøj til at løse problemer og/eller søge hjælp? 46% oplever videosamtaler som et godt værktøj til at søge hjælp/løse problemer.Føler du dig i dag mere eller mindre tryg i brugen/anvendelsen af videosamtaler eller videomøder (fx FaceTime, Skype, Teams, Zoom etc.) i forhold til for tre måneder siden? 31% føler sig mere tryg |
Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1000 CAWI-interview med danskere i alderen 18+ år, i perioden 17.-19. juni 2020.
Kilde: if – VIA ritzau