Siden 2010 har Peter Brix Nedergaard og Vibeke Landgrebe drevet Nybolig Brønderslev og Vrå. På grund af corona har de valgt at markere jubilæet direkte med den enkelte kunde fremfor at holde en reception.
Siden de blev indehavere i Nybolig Brønderslev og Vrå i 2010 har de både prøvet at banke en forretning op i dønningerne efter en finanskrise og navigere under en Corona-krise. Og begge dele er lykkedes til fulde. Vibeke Landgrebe og Peter Brix Nedergaard kan således første september 2020 fejre 10 års jubilæum Nybolig Brønderslev og Vrå. Og der er mange gode år i dem endnu, lyder det fra Vibeke Landgrebe og Peter Brix Nedergaard, som tilsammen har 37 års erfaring fra mæglerbranchen.

De to indehavere, som begge er født og opvokset i Brønderslev, har arbejdet sammen 2001, hvor Peter startede som elev og Vibeke som piccoline i den forretning, som de senere skulle blive indehavere af. Derudover har de tre medarbejdere i de to forretninger.
-Vi har haft et fantastisk samarbejde alle årene, og vi har den samme indstilling til det at være ejendomsmæglere. Det handler om at give kunderne en uforglemmelig oplevelse, så de anbefaler os til andre i deres netværk, og det er heldigvis vores oplevelse, at det lykkes, siger Vibeke Landgrebe.
I deres tiende år som indehavere blev de ligesom alle andre ramt af Corona, men det har ikke slået dem ud. Tværtimod har Corona sat nogle ny præg på det lokale boligmarkedet, lyder det fra Peter Brix Nedergaard.
-De mange måneders karantæne har fået mange til at søge ud mod naturen, så vi oplever helt konkret, at der er større efterspørgsel efter boliger i de mindre oplandsbyer, som har oplevet en decideret opblomstring, og vi mærker også flere og flere, der tager turen fra Aalborg herud, fordi de får mere natur og bolig for pengene, siger Peter Brix Nedergaard.
Peter Brix Nedergaard og Vibeke Landgrebe ville egentlig have markeret jubilæet med en reception i forretningerne, men på grund af de forholdsregler, der skal tages under Corona, har de valgt at fokusere på den tætte relation med deres kunder i det daglige i stedet.
-Vi er i gang med at udvikle en kampagne, hvor det er tanken at begave vores kunder, når de vælger at få vurderet deres bolig hos os, siger Vibeke Landgrebe.