Sommerferien nærmer sig med hastige skridt – og det betyder for mange, at de skal forberede sig på at tage på udlandsferie. Uanset om man vælger at drage mod England, Tyrkiet, Dubai, Schweiz eller et helt andet sted, er det dog vigtigt at huske på de toldregler, der gælder, når man har planer om at medbringe nogle ferieindkøb med hjem.
Mange danskere er klar over, at de skal betale told og moms, når de onlineshopper eller køber ting fra lande uden for EU som USA og England. Men det samme gælder, når man tager varer med sig hjem fra ferie – og det kan koste dyrt ikke at overholde reglerne for rejsegods.
Chefkonsulent hos BDO Henning Boye Hansen forklarer:
– Der er mange, som tager chancen og anmelder ikke ferieindkøbet i lufthavnen – selvom de godt ved, at deres ferieshopping ligger over grænsen for, hvad de må medbringe uden at betale told og moms. Men straffen for at tage for meget eller for dyre ting med hjem er temmelig høj, og samarbejdet mellem myndighederne på tværs af landegrænser er bedre, end mange tror. Det, der er sparet, er bestemt ikke tjent, hvis der kommer en efterregning og bøde fra Toldstyrelsen.
Afhængig af transportmiddel skal man som rejsende være opmærksom på, hvor meget man må medbringe uden at skulle betale told og moms. Transporterer man sig selv med fly, båd eller tog, er grænsen for toldfrit rejsegods 3.250 kroner. Kommer man hjem med bus eller bil, er grænsen sænket til 2.250 kroner.
Afdelingdirektør for Kommunikation i Spar Nord Neel Rosenberg opfordrer folk til at være opmærksomme på værdien af deres indkøb, når man handler på ferien:
– Når det gælder smykker, ure, tasker og mærketøj, overstiger man hurtigt den tilladte beløbsgrænse for toldfrit rejsegods. Og det gælder ikke kun dyre varer, men den samlede værdi af alt det, man køber. Så selvom man handler ind til lavere priser end i Danmark, kan man ende med at skulle betale told og moms samt en bøde.
Kommer man hjem fra et EU-land, skal man hverken betale told eller moms – herunder ved grænsehandel. Dog gælder der en række regler, som man skal være opmærksom på, og som har indflydelse på, hvor meget man må medbringe.
Hvis man har spørgsmål til toldreglerne, er man altid velkommen til at kontakte BDO’s chefkonsulent Henning Boye Hansen eller Spar Nord’s afdelingsdirektør Neel Rosenberg. Henholdsvis 2088 6250 og 2527 0433.