Sidste år var det i høj grad hygge og komfort, der fandt vej under danskernes juletræer, men i år ser julegavetendenserne ganske anderledes ud, lyder det fra Magasin. I 2021 er farver og mønstre i takt med en mere normaliseret hverdag vendt stærkt tilbage, og derudover er personlige gaver og kvalitetsudstyr i køkkenet et sikkert hit.
Endelig har danskerne fået en mere eller mindre normal hverdag tilbage, og det afspejler sig i årets julegaveønsker, hvis man spørger Magasin. Sidste år bar julegaverne nemlig præg af, at danskerne var mere hjemme end nogensinde og derfor ønskede sig lækre morgenkåber og lounge-wear.
– Årets gaveønsker vil uden tvivl afspejle en hverdag, der adskiller sig markant fra sidste år, hvor de fleste danskere prioriterede hygge og komfort i hjemmet samt i garderoben. Når det er sagt, er der helt sikkert nogle vaner, vi har taget med os fra coronatiden, hvor mange arbejder mere hjemme end tidligere, hvorfor vi også vælger at prioritere kvalitetsprodukter i hjemmet, lyder det fra Tina Mikkelsen, der er Store Manager i Magasin i Aalborg. Ifølge Tina Mikkelsen er der særligt tre tendenser, der vil præge ønskelisterne i 2021.
Farver og mønstre er tilbage
I 2020 var de fleste optaget af at komme ned i gear og bringe ro ind i hjemmet – og i garderoben. I år spår Magasin, at danskerne atter har fået øjnene op for alt, hvad der rører sig inden for farver, skæve kontraster samt glitter og glimmer.
– Danskerne har bestemt fået motivationen til at give den gas med farver og mønstre tilbage, hvilket afspejler sig i både moden og i boligindretningen. I boligen er det eksempelvis farverige vaser og fremtrædende kunstværker, der præger stilen, siger Tina Mikkelsen og fortsætter:
– Sidste år oplevede vi meget forståeligt, at danskerne ikke havde den store interesse i at erhverve sig festligt tøj og tilbehør som sko og tasker, men i år kan vi se en øget efterspørgsel på kjoler og accessoires, fx farverige og mønstrede strømpebukser, som kan pifte outfittet op til julens fester. Derudover er det helt tydeligt, at alt, der rimer på glimmer, er et sikkert hit i år.
Personlige julegaver
Det kan være svært at finde ud af, hvad man skal give manden eller kvinden, der i forvejen har alt, og her kan man med fordel overveje at gå efter julegaver med et personligt twist, som ifølge Tina Mikkelsen er et sikkert hit år efter år:
– Langt de fleste vil sætte pris på personlige julegaver, som afspejler, at man har gjort noget særligt ud af gaven. Det kan eksempelvis være gennem gravering på en duft eller andre produkter fra vores Cosmetic univers, hvilket vi altid oplever en stor interesse i frem mod jul, forklarer Tina Mikkelsen.
Kvalitetsprodukter i køkkenet
Selvom danskernes hverdag ikke længere er styret af corona, er der nogle bestemte tendenser, som danskerne har taget med sig fra denne periode. Det betyder, at mange har fået øjnene op for hjemmearbejde og derfor i højere grad end tidligere prioriterer lækre kvalitetsprodukter i eksempelvis køkkenet.
– Ved at arbejde hjemme har mange nok fundet ud af, at kaffen på arbejdet er en anelse bedre end den, man laver derhjemme, og derfor vælger mange at opgradere udstyret i køkkenet. Vi har således mærket en stigende interesse i kvalitetskaffemaskiner fra bl.a. mærket Sage, som er helt oplagt at skrive på ønskelisten, siger Tina Mikkelsen, der samtidig forklarer, at også kvalitetsknive eller lækkert bageudstyr vil gå rent ind hos de fleste.
Kilde: Magasin du Nord