Kommunen er den vigtigste offentlige aktør i forhold til at fremme sundhed og forebygge sygdom i borgerens nærmiljø.
Alle borgere er på forskellige tidspunkter i deres liv i kontakt med kommunen f.eks. sundhedsplejen, dagtilbud, skoler, socialområdet, jobcentre og ældreplejen – og alle borgere bruger kultur- og fritidstilbud, færdes i byrummet og i naturen og lever deres liv i vores fælles samfund. Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd har på baggrund af drøftelser i Social- og Sundhedsudvalget udarbejdet 1. udkast til en Sundhedspolitik med tilhørende pejlemærker.
Sundhedspolitikken har til formål at sætte retning for arbejdet med at øge sundheden blandt borgerne i kommunen. Politikken kommer til at indeholde en række pejlemærker, som skal sætte en fælles retning for, hvordan vi kan gøre en forskel for borgernes sundhed.
Social- og Sundhedsudvalget har prioriteret en proces, hvor det i høj grad er muligt for høringsparterne at komme med relevante input, inden der foreligger endelig version til politisk godkendelse. Fagudvalg, udvalg og råd bedes derfor kommentere på politikkens indhold i forhold til ønsker og problematikker, som de gerne ser, at politikken tager højde for, samt hvorvidt pejlemærkerne er relevante og fyldestgørende.
Høringsversionens 6 pejlemærker:
1. Gode muligheder for at leve et sundt og aktivt liv
2. Lighed i sundhed
3. En sund start på livet
4. En plads i fællesskabet
5. Byens rum fremmer det sunde valg
6. Mindre rygning og et reduceret alkoholforbrug vil give flere raske leveår
Videre proces frem mod godkendelse af ny Sundhedspolitik
Social- og Sundhedsudvalget drøfter efter høringsrunden alle kommentarer og inputs og Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd udarbejder endeligt udkast til Sundhedspolitik. Politikken sendes til høring igen inden endelig godkendelse i Byrådet.
Sundhedspolitikken gælder for alle borgere i Brønderslev Kommune og der er fokus på brede sundhedsfremmende tiltag som gavner alle borgere, men samtidig er der et underliggende fokus på borgergrupper, som i perioder kan have brug for en ekstra indsats eller er særligt udsatte.
Sundhedspolitikken står ikke alene og skal tænkes sammen med Byrådets vision 2025 – et godt sted at leve, bevæg dig for livet og Sundhedsaftalen 2019-2023.
Frist for høringssvar er torsdag den 21. november 2019 kl. 12:00.
Fagforvaltningen for Sundhed og Velfærd foreslår, at Ældreomsorgsudvalget drøfter og giver sparring på udkast til pejlemærker og sundhedspolitik.
Udvalget drøftede udkastet, og havde følgende opmærksomhedspunkter:
- Udvalget indstiller, at der med en rimelig frist indføres røgfri arbejdstid/røgfri matrikel. I forlængelse heraf skal der være tilbud om rygestopkurser
- Overvægt/fedme fylder en del i debatten i øjeblikket. Denne problemstilling må gerne have en tydeligere plads i sundhedspolitikken
- Der er fokus på en sund start på livet, men der er ikke tilsvarende fokus på de ældre. Denne målgruppe må gerne være tydeligere i sundhedspolitikken
- Det bør overvejes, om der kan indføres yderligere motionstilbud på plejecentrene, evt. som en del af aktivitetsområdet
- Fokus på bevægelse i hverdagen, som betyder at man i dagligdagen har lidt mere fokus på den bevægelse, som vi hver især har mulighed for at bidrage med
Kilde: Brønderslev Kommune