En af Brønderslevs store virksomheder, AP Facader på Industrivej, havde i fredags jubilæumsfest. I 2026 har der været hele seks jubilæer. Fem medarbejdere har haft 25 års jubilæum og en medarbejder har været på AP Facader i hele 40 år. AP Facader A/S har igennem flere år leveret løsninger til erhvervsbyggeri, detail, offentlig renovering og nybyg samt til det private i aluminium og glas. De arbejder over hele Danmark, med en virksomhed i Brønderslev og værksted i Ishøj.
Jack Kjærgaard, startede hos ap facader som 18-årig, og blev i 2005 udlært alu-tømrer. Siden da har han været en værdifuld medarbejder og en vigtig del af ap facader. Gennem årene har Jack været med til at sikre høj kvalitet i produktionen, samtidig med at han har været en god kollega og bidraget positivt til fællesskabet.
1. august kunne Tina Christensen og Søren Christensen begge fejre deres 25-års jubilæum. Gennem deres første år hos ap facader arbejdede de både med projektering og salg. I dag er de en fast del af salgsteamet, hvor de med deres store erfaring, engagement og faglige indsigt skaber værdi for både kunder og kolleger.
Den 4. august markerede Per Kristiansen sit 40-års jubilæum. Per startede som montør, var efterfølgende en kort periode i produktionen og blev siden værkfører. I starten af året gav han stafetten videre til Dennis, og i dag varetager Per opfølgende opgaver i produktionen, hvor hans mange års erfaring fortsat er en stor styrke for virksomheden.
Den 1. september var det Michelle Skjoldemose, der kunne fejre sit jubilæum. Hun startede som praktikant og blev hurtigt en del af hverdagen hos ap facader, og det førte siden til en fastansættelse som teknisk assistent med ansvar for firmaets portkunder. Undervejs har hun også haft andre kunder under sine vinger, men da en kollega gik på pension, vendte portkunderne tilbage til Michelle. Michelle er dybt pligtopfyldende og en fast, tryg del af teamet.
Blot to dage senere, den 3. september, fejrede de Thomas Haugaard, som også rundede 25 år. Thomas kom til AP Facader i 2001 som udlært tømrer og blev ansat som montør. Siden har han kørt land og rige rundt – fra Jylland og Sjælland til Færøerne og endda Norge.
Da stillingen som montageleder i Jylland blev ledig i august 2018, var Thomas den oplagte mand til jobbet. I dag er det ham, der holder styr på montageopgaverne i hele Jylland.
Stort tillykke til Jack, Tina, Søren, Per, Thomas og Michelle!!


















