7. klasse på besøg hos PM ENERGI.

Vores By Brønderslev var i dag inviteret på besøg hos PM ENERGI for at høre om noget helt nyt. Virksomheden havde besøg af en 7. klasse fra Hjørring Private Realskole i forbindelse med Science  Day den 30. september. 

I alt 17 elever deltog i et program med oplæg, rundvisning og praktiske opgaver, hvor de både lærte  mere om PM ENERGI og selv prøvede kræfter med nogle af de tekniske løsninger, virksomheden  arbejder med. Inden besøget havde HR- og administrationschef Birgitte Mortensen besøgt skolen, hvor hun  introducerede eleverne til PM ENERGI og fortalte om virksomhedens produkter, services og de  mange forskellige arbejdsområder. 

På dagen blev eleverne blandt andet klogere på, hvad der sker, hvis strømmen går, og hvorfor  nødstrøm er vigtigt for blandt andet hospitaler og vandforsyninger. De fik også en rundvisning på  virksomheden og kom tættere på hverdagen hos PM ENERGI. Herefter fik eleverne selv lov til at  prøve kræfter med en praktisk opgave, hvor de i hold samlede en elstyring, der kunne skabe både  lyd, lys og bevægelse.  

Undervejs fik eleverne også mulighed for at møde medarbejdere og høre om de mange forskellige  arbejdsområder samt de forskellige veje, man kan gå gennem uddannelse og karriere inden for  teknik og energi. Science Day gav dermed eleverne et indblik i en virksomhed, forskellige fagligheder og de mange  uddannelses- og karrieremuligheder, der findes. 

Hvad er Science Day: 

Science Day bidrager til, at børn og unge oplever en virksomhed, og hvordan de  naturvidenskabelige og tekniske fag bliver brugt på en arbejdsplads. Eleverne møder rollemodeller,  der kan inspirere til en fremtid med naturvidenskab og teknologi. De får mulighed for at arbejde  med mangfoldighed og får styrket trivsel og læring. De oplever virkeligheden. 

I dag 30. september kan elever fra skoler og gymnasier over hele landet prøve naturvidenskab af i  praksis. Her åbner virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner nemlig dørene til den  årlige kampagnedag, Science Day. 

I Brønderslev har vi meget at være stolte af: 

I Brønderslev har vi meget at være stolte af. Byen rummer en række stærke virksomheder, som hver  dag skaber arbejdspladser, udvikling og liv – ikke bare for deres egne medarbejdere, men for hele  lokalområdet. Derfor sætter Vores By Brønderslev fokus på virksomhedsportrætter af nogle af  Brønderslevs største og mest betydningsfulde virksomheder. 

Virksomhedsportrætterne og iderigdommen giver et indblik i menneskene bag facaden, i værdierne,  ambitionerne og det engagement, der er med til at drive byen fremad. Når vi fortæller de gode historier om det lokale erhvervsliv, styrker vi ikke kun virksomhedernes synlighed – vi styrker også  fortællingen om Brønderslev som et attraktivt sted at bo, arbejde og slå rødder.