På mødet i Børne- og Skoleudvalget i denne uge skulle drøftes kommunens sprogstrategi.
Sprogstrategien er vigtig at have på plads for derved at sikre kvaliteten af børnenes sproglige udvikling.
Fagforvaltningen for Børn og Kultur har udarbejdet en ‘Sprogstrategi for udvikling af det talte og skrevne sprog hos børn og unge i alderen 0-16 år’, med det formål at:
- Skabe høj kvalitet i børn og unges sprog- og skriftsproglige udvikling, hvor sidstnævnte betegnelse dækker over både læsning og skrivning
- Skabe sammenhæng i indsatser i overgange fra dagtilbud til skole
- Styrke det tværfaglige samarbejde mellem fagprofessionelle i dagtilbud, skole, sundhedspleje, PPR, kulturskolen og folkebiblioteket
- Iværksætte tidlige og målrettede indsatser i dagtilbud, der styrker børns sproglige kompetencer, hvilket har afgørende betydning for sprogtilegnelse, den senere læse- og skrivetilegnelse, og dermed generelt en betydning for læring i skolen og for senere uddannelses- og livsmuligheder
Børne- og Skoleudvalget skal drøfte og godkende Sprogstrategi for 0-16 årige.
Læsekonsulent Annette Hylander og skole- og dagtilbudschef Carsten Otte deltager under punktet.
Sprog er noget af det vigtigste børn og unge kan få med videre i livet, da forskningen viser, at der i 0-6 års alderen dannes et vigtigt grundlag for børns sprogudvikling. Eksempelvis har sproglige kompetencer i specielt 0-3 års alderen afgørende betydning for, hvordan børn og unge klarer sig i skolen og deres muligheder videre i livet. Derfor er en tidlig og målrettet indsats mellem fagprofessionelle i tilknytning til dagtilbud – i et samarbejde med forældre, et af de vigtigste omdrejningspunkter i den kommunale sprogstrategi.
Visionen for arbejdet med udvikling af børn og unges talte og skrevne sprog i sprogstrategien er:
- At give børn og unge mulighed for at blive så dygtige, som de kan, og mindske betydningen af social baggrund i forhold til faglige resultater
- At styrke og udvikle børn og unges sprog og skriftsproglige kompetencer, så de kan tilegne sig faglig viden, gennemføre en uddannelse og være aktive samfundsborgere i et demokratisk samfund
Med baggrund i visionen tydeliggøres følgende i sprogstrategien:
- Rammerne for samarbejde og sprogindsatser på tværs af sundhedsplejen, dagtilbud, skole, PPR, kulturskolen og biblioteket
- En ensartet praksis i forhold til at vurdere og følge sprogudviklingen for det enkelte barn og børnegrupper over tid ved, at dagtilbud og skole anvender sprogvurderingsværktøjer fra Rambøll Sprog – også kaldet Hjernen&Hjertet.
I henhold til dagtilbudslovens § 11, stk. 4 er det blevet muligt at rykke den obligatoriske sprogvurdering af 3-årige til at omfatte de 2-årige, og dermed rykke alderen for identifikation af sprogvanskeligheder til 2 år, hvilket understøtter mulighederne for en tidlig og forebyggende indsats. Derfor implementerer Fagforvaltningen for Børn og Kultur sprogvurderingsværktøjet SprogTrappen til de 0-3 årige i dagtilbud.
Sprogstrategien tager afsæt i den nyeste forskning om børns sprog- og skriftsprogstilegnelse, kommunens sammenhængende børnepolitik, kommunal strategi for læsning, den styrkede pædagogiske læreplan for dagtilbudsområdet, Fælles Mål for folkeskolen og dagtilbudsloven.
Den enkelte skole og det enkelte dagtilbud skal med afsæt i den kommunale sprogstrategi udarbejde en lokal sprogstrategi, der beskriver procedurer, indsatser og tiltag, der udvikler og styrker børn og unges sprog- og skriftsproglige kompetencer.
Til orientering skal nævnes, at der i den forbindelse er nedsat en arbejdsgruppe fra dagtilbuds- og skoleområdet, der sammen med fagforvaltningens dagtilbudskonsulent og læsekonsulent skal samarbejde om udarbejdelsen af de lokale sprogstrategier.
Der er i sprogstrategien udpeget fire hovedområder for de fagprofessionelles arbejde med at udvikle det talte og skrevne sprog hos børn og unge i alderen 0-16 år.
Hovedområderne er:
- Samarbejde med forældre
- Børns sprogudvikling i dagtilbud og skole
- Skriftsproglig udvikling i dagtilbud og skole (læse og skrive)
- Alle børn og unge skal blive så dygtige som muligt
Fagforvaltningen for Børn og Kultur foreslår, at Børne- og Skoleudvalget godkender forslaget om en kommunal sprogstrategi for udvikling af det talte og skrevne sprog hos børn og unge 0-16 år.
Strategien blev på mødet godkendt.
Kilde: Brønderslev Kommune