Sommeren er højsæson for tordenvejr i Danmark, og det kan især være en skræmmende oplevelse for vores firbenede venner. Heldigvis er der ifølge AniCura’s dyrlæge Pernille Hansen flere tiltag, som kan være med til at skabe tryghed for hunden i tordenvejret. Ifølge Pernille skal man først og fremmest forsøge at skabe en tryg base i hjemmet, hvor ejeren altid er til stede sammen med hunden og udviser ro. Derudover kan det være en god idé at trække gardinerne for og lukke uvejret ude, og tænde lyset indenfor eller lave noget træning med hunden.
I tilfælde af alvorlig angst eller panikanfald kan det desuden være en god idé at konsultere sin dyrlæge. Der findes nemlig forskellige typer behandlinger og medicin, som kan være med til at mindske hundens angst. Det har som regel den bedste effekt, hvis hunden får medicinen allerede inden, at angsten begynder, og derfor kan man med fordel give medicinen allerede, når der varsles om tordenvejr. Dog skader det ikke, hvis hunden først får medicinen, efter angsten har indtruffet, da det blandt andet kan hjælpe med, at hunden hurtigere kommer sig over angsten.
Man bør desuden henvende sig til sin dyrlæge, hvis hunden fortsætter med at have det dårligt og være bange for andre lyde i flere dage efter tordenvejret. Det er dog vigtigt at huske på, at man aldrig bør lade hunden være alene hjemme, hvis man ved, at der er varslet torden, da det kan medvirke til at styrke trygheden og nedtone angsten.