Miljøministerens forslag om at forbyde sprøjtemidler til ukrudtsbekæmpelse på offentlige arealer og i private haver møder stor opbakning fra flaskegasbranchen. Der findes nemlig gode alternativer.
Regeringen vil forbyde både borgere og kommuner at bruge sprøjtemidler som Roundup, fordi de kan sive i grundvandet og forurene drikkevandet. Det vil betyde, at hverken kommuner eller private må bruge sprøjtemidlerne på terrasser, indkørsler, fortove, veje og parkeringsarealer.
Hvert år bruges der tonsvis af sprøjtemidler på offentlige arealer og i private haver. Det er skidt for vores miljø, da en del af de aktive stoffer kan sive ned i grundvandet og forurene vores drikkevand.
Miljøminister Lea Wermelin gør klart, at der her er alternativer, som ikke bliver udvasket til vores grundvand. Netop det påpeges også af Anne Sig Rosvall, gaskonsulent i brancheorganisationen Drivkraft Danmark:
”Der findes heldigvis gode alternativer til ukrudtsbekæmpelse, der ikke ødelægger drikkevandet fx afbrænding med flaskegas. Gasafbrænderen har i mange år været et kendt og anvendt værktøj til bekæmpelse af ukrudt i haver og på offentlige arealer. Den effektive forbrænding gør, at ukrudtet blancheres og visner.”
Ukrudtsafbrænding er ideelt til bekæmpelse af ukrudt mellem fliser, på stensætninger, på grus og andre belægninger. Det påvirker ikke kvaliteten af drikkevandet, og belaster miljøet væsentlig mindre end brug af kemiske ukrudtsmidler.
”Udover konventionel LPG-flaskegas til fjernelse af ukrudt kan kommunerne også anvende det mere klimavenlige Bio-LPG, der som LPG har de samme egenskaber med lav udledning af partikler, svovl, sod og kulilte samt ingen indhold af tungmetaller. Bio-LPG har samme kemiske sammensætning som LPG, og kan derfor bruges i eksisterende tanke og apparater”, fortæller Anne Sig Rosvall.
Fakta:
Mange kommuner anvender allerede i dag flaskegas til bekæmpelse af ukrudt. Siden 2010 er forbruget af flaskegas hos staten, kommunerne og andre offentlige institutioner fordoblet fra 950 tons LPG til 1.900 tons LPG. Det er især på grus- og befæstede arealer, at gasbrænderen er velegnet i kampen mod ukrudt. Og det er netop de arealer, hvor der er stor risiko for, at sprøjtemidlerne kan sive direkte ned gennem jordlagene og ned til grundvandet, da det øverste jordlag er gravet væk og beplantningen sparsom. Brug af ukrudtsbrænder kan derfor være med til at fastholde en god drikkevandskvalitet.