Brønderslev Bokseklubs unge letweltervægtsbokser , Robert Lundberg, fik kun en kamp ved weekendens jyske begyndermesterskaber. Robert mødte en bokser fra Aarhus Athlet Klub, Adam Ben Abdallah. Robert boksede for så vidt en udmærket kamp, men han var simpelthen overmatchet, forstået på den måde, at han var 4-5 kg. lettere end sin modstander. Adam er normalt weltervægter, men havde op til mesterskaberne smidt 2-3 kg, så da han blev vejet ind kl. 8 om morgenen vejede han 60 kg. og 5 timer senere vejede han 62-63 kg, mens Robert vejede 61,5 kg. Roberts normalvægt er ca. 61,50 kg, så derfor kan han ikke bare lige tage flere kg. på. Der er absolut intet galt i det Adam gjorde, det gør langt de fleste boksere, og fremover rykker Robert ned i letvægt, således at han kommer til at veje 60 kg. ved indvejning og 61-62 kg når han bokser. Robert boksede som sagt en udmærket kamp, men han kunne ikke i længden modstå sin noget tungere modstander, som samtidig var en rigtig god bokser. Der blev talt over Robert i 1. omgang og da der igen blev talt over ham i 2. omgang, valgte kamplederen at stoppe kampen, hvilket var helt i orden.
Nu skal han lige have en pause og passe sin skole, og så tager vi lige et par diplomkampe inden vi sender Robert i ringen igen.