Fra d. 29 marts – 3 april 2025
Indbrud i sommerhus
Mandag eftermiddag ringede en borger til politiet for at anmelde et indbrud, der var fundet sted i et sommerhus på Langs Bakkerne i Blokhus. Indbruddet fandt sted torsdag aften, og det lykkedes tyve at stikke af med en del forskellige tyvekoster.
De stjal blandt andet otte spisebordsstole, to højtalere og en lampe, inden de stak af fra stedet gennem fordøren, som de også var kommet ind ad. De brød døren op ved at knuse ruden deri, og på den måde kunne de række en arm ind og åbne døren med den indvendige vrider. Da politiet ankom til stedet, sikrede de flere spor – blandt andet forsøgte politiet DNA-sikring.
Har du set noget? Kontakt politiet på 114.
Gode råd til sikring af dit sommerhus
- Sørg for solide døre og vinduer samt gode låse
- Luk og lås døre og vinduer, når huset er tomt
- Fjern værdigenstande – også fra skuret
- Hårde hvidevarer og brændeovne kan blive stjålet, når tyven har god tid. Du kan overveje at spærre indkørslen med en bom eller kæde, så det er svært at køre helt op til huset og fjerne store ting
- Mærk og tag billeder af dine værdigenstande

Ung mand kørte uden kørekort med amfetamin i blodet
Selvom en 23-årig mand ikke havde haft kørekort siden 2021, kørte han alligevel bil tirsdag ved middagstid. Politiet standsede bilisten på Grønhøj Strandvej i Ingstrup, og patruljen kunne med det samme mærke, at der var noget helt galt.
Bilisten fik taget en narkometertest, der viste, at han var påvirket af amfetamin, og under visitationen fandt politiet 2,29 gram amfetamin, en ske og lynlåsposer. Han blev derfor sigtet og anholdt for narkokørsel, kørsel uden førerret og besiddelse af euforiserende stoffer. Den unge mand var desuden i besiddelse af tre uåbnede kasser med Airpods, hvilket vil blive undersøgt nærmere
Ung narkobilist anholdt
Torsdag ved middagstid sigtede og anholdt politiet en ung kvinde for at køre narkokørsel og for besiddelse af narkotika. Den unge kvinde kørte ad Hirtshalsmotorvejen, hvor politiet stoppede hende ved Hjørring S.
En narkotest påviste, at hun var påvirket af hash, og derfor ransagede politiet efterfølgende bilen, hvor de fandt en pose med 0,72 gram hash. Hun blev derefter anholdt og sigtet for forholdene.

Indbrud i sommerhus
På Himmelstigen i Blokhus var der indbrud i et sommerhus torsdag aften. Endnu ukendte indbrudstyve kom ind i sommerhuset ved at bryde sommerhusets terrassedør op og knuse ruden deri.
De gennemrodede derefter stuen og stjal en lampe, inden de forlod stedet igen – også af terrassedøren. Da politiet ankom til stedet sikrede de flere spor, herunder DNA fra en fedtplet på den knuste rude.
Har du set noget? Kontakt politiet på 114.