Fra 18 – 21 februar 2025
Unge kvinder sigtet for butikstyveri
To unge kvinder på 15 og 18 blev taget på fersk gerning i at stjæle fra en butik i Bispensgade i Hjørring tirsdag eftermiddag. De stjal makeup, hårprodukter og slik, men da de prøvede at forlade butikken, opdagede en medarbejder dem. De blev tilbageholdt, og medarbejderen kontaktede politiet.
Politiet sigtede de to unge kvinder for butikstyveri, og den 15-åriges værge blev kontaktet.

Ældre mand anholdt for spirituskørsel
Onsdag aften bemærkede en patrulje en bil, der ikke overholdt sin højre vigepligt på Sæbyvej i Hjallerup. Bilen kørte videre, og da den begyndte at køre slingrende og usikkert, valgte patruljen at standse den. Da patruljen henvendte sig til bilisten, var der tale om en 86-årig mand. Han havde et let sløret blik i øjnene og lugtede af spiritus, og derfor fik foretaget en alkometertest, der viste en promille på 1,25. Han blev anholdt og sigtet for spirituskørsel.
Politiet kørte ham derefter til Aalborg Sygehus, hvor han fik taget en blodprøve, og derefter kørte patruljen ham hjem til noget familie.
Narkobilist kørte i grøft
Tirsdag aften ringede en borger til vagtcentralen, fordi hun havde overværet et færdselsuheld på Halsvej i Vodskov. En mand havde mistet herredømmet over sin bil og var kørt i grøften. Politiet og en ambulance rykkede ud til stedet, hvor manden heldigvis var ved bevidsthed, og han var ikke kommet noget til.
En narkotest viste dog, at manden havde kørt bilen, selvom han havde euforiserende stoffer i blodet. Derfor blev han anholdt og sigtet for at have kørt narkokørsel.