Louis Nielsen Brønderslev og Dansk Blindesamfund går til kamp mod nytårets øjenskader og uddeler gratis beskyttelsesbriller mellem jul og nytår. Sidste år bar 64 procent af de tilskadekomne ved fyrværkeriulykker ikke beskyttelsesbriller.
Fejring af nytår er lig med affyring raketter og andet fyrværkeri. Derfor uddeler Louis Nielsen Brønderslev igen i år gratis beskyttelsesbriller i butikken mellem jul og nytår, fra den 27. til og med den 30. december.
Louis Nielsens uddeling sker i samarbejde med Dansk Blindesamfund, Søren Larsen, som er overlæge på Privathospitalet Aleris-Hamlet og Jens Lauritsen, som er overlæge og professor ved Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital (OUH).
– Brug altid sikkerhedsbriller. Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden, og gå ikke tilbage til en fuser. De fleste af os kender godt rådene, men desværre kniber det med at efterleve de gode råd, når det går løs nytårsnat. Det ved vi ud fra de årlige opgørelser af skader efter fyrværkeri i hele landet, som Ulykkes Analyse Gruppen ved Odense Universitetshospital systematisk har indsamlet siden nytåret 1995/1996.
Søren Larsen har som ansat ved OUH tidligere deltaget i opgørelserne og uddyber, at mange af fyrværkeriskaderne kunne være undgået, hvis danskerne brugte beskyttelsesbriller og tilføjer:
– Derfor kan det ikke siges nok, hvor vigtigt det er at huske beskyttelsesbrillerne, når nytåret skal skydes ind – uanset om du er barn eller voksen, tilskuer eller selv affyrer fyrværkeriet.
En dum måde at miste synet på
Der var 46 personer med øjenskader blandt de 165 danskere, der pådrog sig fyrværkerirelaterede skader ved årsskiftet 2020/2021. Det viser en rapport fra Ulykkes Analyse Gruppen på OUH.
Antallet af fyrværkeriskader i nytårsdøgnet var det laveste siden midten af 1990’erne. I forhold til årsskiftet 2019/2020 var der tale om en nedgang på 27 procent, hvilket formentlig skyldtes corona-restriktionerne.
Af de 165 tilskadekomne angav 64 procent, at de ikke havde haft beskyttelsesbriller på – mange af øjenskaderne kunne derfor være undgået ved at bruge beskyttelsesbriller. Og den tendens skal vendes, fastslår Jens Lauritsen og Søren Larsen.
De bliver bakket op af landsformand for Dansk Blindesamfund Ask Abildgaard:
– Det er en virkelig dum måde at miste synet på. Flere af vores medlemmer er blevet blinde på grund af fyrværkeri. Deres liv er forandret for altid, og det kunne så nemt være undgået. Brugen af sikkerhedsbriller er fortsat lav blandt de tilskadekomne, og mange ulykker kan afværges ved at bruge sikkerhedsbriller. Derfor deler vi gratis sikkerhedsbriller ud mellem jul og nytår, for som vi siger: Hellere sikkerhedsbrille én aften om året end blindestok hver dag resten af dit liv.
Dine egne briller beskytter ikke
Optikerkæden Louis Nielsen støtter op om budskabet om at huske beskyttelsesbriller for at komme øjenskaderne til livs.
– Mange tror fejlagtigt, at almindelige briller beskytter mod fyrværkeriskader, men det passer desværre ikke. Med uddeling af beskyttelsesbriller i butikkerne håber vi, at vi kan være med til at nedbringe antallet af øjenskader nytårsaften, fortæller Pernille Lindhardt Steiness, der er klinisk fagspecialist hos Louis Nielsen.
Gratis beskyttelsesbriller mellem jul og nytår
Louis Nielsen Brønderslev opfordrer sammen med Dansk Blindesamfund og overlægerne Jens Lauritsen og Søren Larsen lokale borgere til at komme forbi og hente et par beskyttelsesbriller inden nytår. De fås i år i to modeller: Én til ikke-brillebrugere, og én der kan bruges uden på briller.
Butikken har et begrænset antal briller, og uddelingen sker efter først-til-mølle-princippet.
Få en krudtsikker nytårsaften
I samarbejde med Analyse Ulykkes Gruppen giver chefoptiker Birgitta Kunckel og kollegaerne i Louis Nielsen Brønderslev dig her otte råd forud for nytårsaften:
- Brug altid beskyttelsesbriller – og hjælp også dine børn til at huske deres
- Tænd aldrig fyrværkeri, når du holder det i hånden
- Hold sikkerhedsafstand, læn dig aldrig ind over fyrværkeriet og gå aldrig tilbage til en fuser
- Brug kun godkendt fyrværkeri og aldrig hjemmelavet eller ulovligt
- Dine almindelige briller beskytter ikke mod fyrværkeri. Brug derfor beskyttelsesbriller ud over dine almindelige briller.
Kilde: Louis Nielsen