RE-ZIP og dao har indgået samarbejde, så man nu kan returnere sin RE-ZIP emballage i dao pakkeshops over hele landet. Det betyder, at online shoppers, der vælger RE-ZIPs cirkulære emballage som alternativ til engangsemballage, nu endnu nemmere kan returnere RE-ZIP i de mere end 1.200 dao pakkeshops. Hidtil har man udelukkende kunne returnere sin RE-ZIP i postkasser og på postkontorer, men nu har man taget første spadestik til en kommerciel infrastruktur for cirkulær pakkeemballage i Danmark.
”Samarbejdet med dao er en kæmpe milepæl ikke bare for RE-ZIP, men i den grad også for miljøet” udtaler CEO for RE-ZIP, Bo Boddum. Han uddyber ”Hvis vi skal engangsemballage i e-handlen til livs, så skal vi gøre det både nemt og billigt for forbrugeren. Samarbejdet med dao understøtter begge dele. Vi får nu yderligere 1.200 fysiske afleveringssteder! Så når forbrugeren alligevel skal hente en pakke eller handle, ja så kan man lige returnere sin RE-ZIP emballage fra sidste handel samtidig. Og så er det ingen hemmelighed, at denne type samarbejde er en markant billigere returneringsløsning end den nuværende model med porto. Og vi skal på sigt gerne så langt ned i pris, at vi kan udkonkurrere engangsemballage.”
RE-ZIPs cirkulære model benytter eksisterende pakkeprocesser hos dao og deres pakkeshops. Det betyder at returprocessen, hvor forbrugeren indleverer hos en dao Pakkeshop og emballagen sendes tilbage til RE-ZIP for at blive renset og klargjort til endnu en cirkulation, stort set ikke har nogen yderligere miljøbelastning. Og det samlede miljøregnestykke viser også, at der spares både vand og skov, og at CO2udledningen reduceres med op mod 87% sammenlignet med engangsemballage.
Morten Villberg, CEO hos dao udtaler: ”Vi er enormt glade for samarbejdet med RE-ZIP. Vi ønsker som selskab at medvirke til den grønne omstilling, og med RE-ZIP får e-handelsbranchen en reel løsning på et kæmpe problem – emballageaffald. Samarbejdet øger omsætningen hos vores partnere i dao pakkeshops, da de modtager betaling for RE-ZIP på lige fod med almindelige pakkeservices tillige med at vi kan optimere egne returprocesser. Så grøn omstilling går hånd i hånd med god forretning, og det er den retning vi skal, hvis vi virkelig skal flytte noget i branchen.”
Det er første del af en større infrastruktur. Målet er, at man skal kunne returnere sin emballage der hvor man henter sin pakke. Så der skal flere med, og der er yderligere detail- og kioskpartnere klar på trapperne. Men nu kommer de første 1.200 dao pakkeshops på netværket, og de kommende par måneder benyttes til at få optimeret processerne, så man endnu nemmere kan tilføje flere partnere.
Thomas Fugl, CCO hos RE-ZIP udtaler: “Det har fra første kontakt været en sand fornøjelse at samarbejde med dao. De er ikke bare nytænkende og nu også firstmovers inden for cirkulær emballage, de har også anderkendt at man som aktør inden for e-handel er nødsaget til at bistå accelerationen af den grønne omstilling i branchen. 1.200 returpunkter kickstarter vores ambition om at man skal kunne returnere sin emballage der hvor man henter sin pakke – stort set som Dansk Retursystem – bare papkasser og poser.”
Kilde: RE-ZIP