En ukendt afsender udgiver sig i øjeblikket for at være Norlys og truer med lukning af strømmen. SMS’erne er falske, og Norlys har politianmeldt sagen.
Norlys kundeservice har lige nu ekstra travlt på telefonerne, fordi en lang række kunderlige nu modtager sms´er fra nogen der udgiver sig for at være Norlys. Altså såkaldte phishing-sms´er.
Siden telefonerne åbnede i morges, har vi haft kø og langt størstedelen af opkaldene kommer fra kunder der har fået denne SMS, der truer med at vi lukker for strømmen, hvis ikke de betaler en falsk faktura, som der er et direkte ling til i SMS´en.
Vi har politianmeldt sagen og opfordrer vores kunder, til at slette SMS´en, siger Jess Bech, der er privatkundechef i Norlys´s energiforretning. Phishing SMS-erne er meget virklighedstro, også fordi at Norlys faktisk sender kunder, der har ubetalte energiregninger en venlig påmindelse pr. SMS. Norlys linker dog aldrig til selve regningen i selve SMS´en, men beder kunden betale den regning, vedkommende allerede har modtaget. Kunder, der er kommet til at trykke på linket i SMS´en opfordres til at kontakte Politiet.
Det er ikke mere end et par måneder siden, at Norlys sidst oplevede at der florerer en lignende phishing-kampagne, – Vi er selvfølgelig ærgerlige over at Norlys´s navn endnu engang bliver misbrugt til svindel. SMS´erne der er i omløb i øjeblikket, ligner til forveksling dem, som vi også oplevede at mange af vores kunder modtog i sommer.
Jeg kan kun opfordre vores kunder til generelt at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og SMS´er, slutter Jess Bech. Er man i tvivl, om man har en ubetalt regning hos Norlys, kan man altid tjekke det på: http://mit.norlys.dk