Nært politi til et tryggere Brønderslev
Af justitsminister Nick Hækkerup (S)
Det var en stor fornøjelse i tirsdags at være med til at åbne Brønderslevs nye nærpolitistation. Her vil politiet fremover være til stede med en fast åbningstid på minimum 15 timer om ugen, så borgerne kan henvende sig og få råd og vejledning.
Brønderslev er en dejlig by med en smuk natur og et blomstrende handelsliv. Men det er også en by, der som så mange andre byer i Danmark oplever kriminalitet fra tid til anden.
Hvis vi vil komme kriminaliteten til livs lokalt, så kræver det et politi, der er tæt på borgerne. Et politi, som kender lokalområdet godt, og måske også har en ide om, hvem de skal kontakte, hvis der har været ballade i gaden eller indbrud i et hus.
Desværre har vi alt for længe været vidne til en centralisering. At vigtige institutioner – som for eksempel politiet – flytter væk fra vores lokalsamfund. Det er ikke dét, regeringen vil. Vi ønsker et samfund, hvor vi tager ansvar for hinanden og for, hvordan vores lokalområder udvikler sig.
Det er derfor, vi nu sikrer nærpolitistationer – ikke bare i Brønderslev – men også i 19 andre byer rundt omkring i landet. Politiet skal være til stede der, hvor borgerne er.
Jeg håber, I vil gøre brug af den nye nærpolitistation. Den er til for jer og for trygheden i Brønderslev.