Nedlukningerne under pandemien ramte i særlig høj grad de udsatte og sårbare familier, der i forvejen har et lavt socialt aktivitetsniveau. Børnene savner fællesskaber, og forældrene har svært ved at få hverdagen til at hænge sammen. Hos Mødrehjælpen i Brønderslev har man oplevet en stigning i efterspørgslen på aktiviteter. Stimuli-midler øger oplevelsesmulighederne, men mangel på frivillige gør det svært at afholde aktiviteterne.
Under Covid-19 pandemien blev de fleste socialt afskåret fra en normal hverdag. Nedlukningen har været ekstra svær at håndtere for de sårbare familier, og kombineret med de stigende forbrugerpriser er det svært at finde mentale og økonomiske midler til aktiviteter, som de fleste tager for givet. En tur i Tivoli, svømmehallen, biografen eller blot en is eller et stykke pizza er langt fra alle forundt, og hos Mødrehjælpens lokalforening i Brønderslev har man siden genåbningen oplevet øget efterspørgsel på aktiviteter.
”Nedlukningen har været ekstra svær at håndtere for de sårbare familier, og behovet for at komme ud og få oplevelser sammen som familie er stort. Siden genåbningen har vi set en stor stigning i ansøgninger til vores aktivitetstilbud,” siger lokalforeningsformand Vinni Lanzky Jensen, der er lokalforeningsformand for Mødrehjælpen i Brønderslev.
Lokalforeningen er drevet af frivillige kræfter og arrangerer aktiviteter, der både styrker relationen i de enkelte familier, fællesskabet og samtidig giver børnefamilierne tilgang til en bred vifte af aktiviteter.
”Mangel på social aktivitet, og dermed mangel på fællesskaber, kan blive en ond spiral, som er svær at bryde. Med vores forskellige aktiviteter, målrettet familier med børn i alle aldre, inviterer vi ind i fællesskabet for at bryde den onde spiral. Familierne får et tiltrængt pusterum uden for hjemmet, og flere børn kan komme i skole og fortælle om oplevelser, der minder om kammeraternes,” siger lokalforeningsformand Vinni Lanzky Jensen.
Øget efterspørgsel kræver flere hænder
Allerede på nuværende tidspunkt har Stimulipuljen, tildelt af Socialstyrelsen, givet både flere og større oplevelser til de sårbare familier. Men de sociale aktiviteter kan ikke stables på benene uden frivillige ildsjæle. Og den stigende efterspørgsel samt de øgede muligheder via Stimulipuljen, skaber behov for flere frivillige hænder.
”Stimuli-puljen har helt klart bidraget med både flere og ekstraordinære oplevelser for familierne. Den skaber glæde, men skaber samtidig et behov for flere aktivitetsfrivillige. Der er mange måder, man kan være frivillig på, og selv få timer om ugen er med til at gøre en forskel i familiernes liv,” siger Vinni Lanzky Jensen.
Få timer kan gøre stor forskel
Som aktivitetsfrivillig hos Mødrehjælpen bliver du en del af et vigtigt fællesskab og er sammen med andre frivillige med til at tage ansvar og gøre en forskel for de udsatte familier i nærområdet. Gitte Olsson er frivillig og aktivitetsansvarlig hos Mødrehjælpen i Brønderslev:
”Der er stor efterspørgsel, hver gang vi slår turene op. Og når man møder familierne, ser man tydeligt behovet og glæden ved at komme ud. Det er de frivilliges hænder, der muliggør aktiviteterne, og 2 – 3 timer her og der kan også hjælpe,” siger Gitte Olsson, der var med til at starte Mødrehjælpen i Brønderslev op i 2018.
”Jeg har altid har et hjerte for de børn, der trænger til noget ekstra, og jeg kan lide kontakten med familier og børn og kunderne i butikken. Jeg har tiden til det, og jeg kan lide det,” siger Gitte Olsson.
Hvis du er interesseret i at være frivillig i Mødrehjælpens lokalforening og/eller butik i Brønderslev, kan du kontakte lokalforeningsformand Vinni Lanzky Jensen på tlf. +45 25 50 97 00 eller mail broenderslev.lf@moedrehjaelpen.dk.
Kilde: Mødrehjælpen Brønderslev