Det er ikke mange, der kan skrive 45 mesterskaber på deres frisør-CV. Men det kunne Møller Thomsen. Samlingen af pokaler står som et stille vidnesbyrd om et liv dedikeret til håndværket, til frisørfaget – og til at gøre en forskel for de mennesker, han mødte på sin vej.
Torsdag den 29. maj sov Møller Thomsen stille ind i hjemmet efter et langt og rigt liv.
Møller Thomsen blev født 21. februar 1937 på Ø. Hjermitslev Enge og begyndte som 17-årig i lære som frisør hos Robert Jensen i Bredgade, Brønderslev. Det var i 1953, og dengang var læretiden hård – men den lagde fundamentet for en karriere, der skulle føre ham vidt. Efter endt værnepligt, hvor saksen også gav ham lidt ekstra fritid, købte han sin første salon i Klim. Senere trak ambitionerne ham mod større mål – og i 1972 flyttede han med familien til Brønderslev, hvor han overtog salonen i Grønnegården.
Derfra tog tingene fart. Flere lokaler, flere medarbejdere – og ikke mindst flere elever, som Møller tog under sine vinger. Hans tekniske snilde og evne til at lære fra sig blev kendt vidt og bredt, og mange har haft glæde af hans kyndige vejledning. Hans datter, Anne-Mette, er blandt dem, og hun fører i dag familiearven videre som ejer af Deres Frisør og Klippeakademiet i Brønderslev samt Deres Urban Klip i Aalborg.
Men Møller Thomsen var mere end blot frisør. Han var også iværksætter – med solcentre, drop-in-konceptet i Klippeakademiet, og altid et blik for, hvad der manglede i byen.
Møllers søn, Henrik, spillede håndbold, i den forbindelse blev Møller Thomsen en meget vellidt holdleder for BI Håndbold i klubbens storhedstid tilbage i 80erne og 90erne, hvor Møller var med til at sørge for, at spillerne og trænerne havde de bedst mulige rammer for at lykkes.
Privat var han dedikeret til familien, som han holdt meget af – til hans hustru Lissi og børnene Anne-Mette, Henrik, svigerbørnene Claus og Trine og ikke mindst børnebørnene Oliver, Nicoline, Frederikke og Frederik, som han elskede at tilbringe tid med.
Golfbanen trak meget i ham – og for år tilbage nød ham også at konkurrere i bowling. Men de senere år var det golfen, som han nød, selvom alderen var fremskreden.
Møller Thomsen var et menneske, der satte sit præg – både som håndværker, som far, som ægtemand og som ven. Han efterlader sig en arv, der vil blive husket med respekt og taknemmelighed.
Møller Thomsen bisættes fredag den 6. juni kl. 11.00 fra Brønderslev Gamle Kirke. Alle gamle venner og forbindelser er velkommen. Efter bisættelsen vil der være kaffe på Brønderslev Golfcafe
Æret være Møller Thomsens minde.