Den 24. december er en dag, hvor de fleste er sammen med deres familie. Det er Mette Ring fra Aalborg også hvert andet år, men i år skal hun holde juleaften på Den Blå Sociale Café i Hjørring, hvor hun laver mad og giver byens ensomme en glædelig jul.
Julen er forbundet med mange traditioner. En begivenhed, som er blevet en tradition for Mette Ring, er at gøre noget godt for andre juleaften.
Hvert andet år er hun frivillig juleaften på værestedet Den Blå Sociale Café i Hjørring, som drives af Blå Kors, og er et tilbud til mennesker, som er ensomme eller kæmper med udfordringer i hverdagen.
Her hjælper hun med at lave julemad og gøre det til en god aften for dem, som ikke har andre at holde jul med.
“Det giver virkelig god mening. Også for mig. Det er fantastisk givende, at kunne mærke deres glæde. Det er ligesom blevet en tradition for mig. Hvis jeg sad ved min familie juleaften, ville jeg sidde og tænke, om de manglede nogle frivillige”, siger Mette Ring, som er frivillig de år, hvor hun ikke har sin søn hjemme til jul.
Juleaften betyder meget
Mette Ring bor til daglig i Aalborg, men arbejder i Hjørring, hvor hun hver dag på vej til arbejde går forbi værestedet Den Blå Sociale Café
Det var derfor ved et tilfælde, at hun en dag gik indenfor og spurgte, om de manglede frivillige. Hun har nu været fast julehjælper siden 2012.
“Det første år kørte jeg en dame med rollator hjem. Under køreturen snakkede vi om, hvordan hun var kommet derhen. Hun var gået. Der var virkelig langt. Det viser lidt om, at man virkelig gerne vil til juleaften. Hvor meget det betyder. Hun var så glad,” fortæller Mette Ring.
Sammen med to andre frivillige og en medarbejder skal Mette Ring stå for alt det praktiske og sørge for at få brunet kartofler, lavet sauce, og hvad der ellers hører et julemåltid til.
En jul med corona-hensyn
Julen i år bliver dog lidt anderledes end normalt. På grund af corona har man været nødt til at begrænse antallet af deltagere juleaften, så der kun er plads til 25 gæster på værestedet.
“Vi er glade for, at det er muligt at holde en juleaften. Det betyder helt enormt meget for dem, som kommer hos os. Vi dropper i år langbordene, julesangene og dansen om juletræet, men gør alt, hvad vi kan for, at de får en god aften”, siger Susanne Houmøller, som er leder af Den Blå Sociale Café.
Dem, som har nogen at holde juleaften med, men som ikke selv kan overskue at lave julemad, kan i stedet købe maden som take away på Den Blå Sociale Café i Hjørring til afhentning juleaften.