Brønderslevdrengen Magnus Johannesen spiller torsdag morgen ca. kl. 8.00 kvartfinale ved U19 badminton VM for landshold. Magnus spiller herresingle for Danmark. Der har været sikre sejre over New Zeeland, Færøerne og Uzbekistan til Magnus og hans danske holdkammerater. Onsdag skulle Danmark op mod stærke Taiwan. U19 VM foregår i Kazan i Rusland, hvor der i denne uge spilles VM for landshold. Efterfølgende spilles det individuelle U19 VM.
Det blev til en meget flot 3-2 sejr til Danmark og derved kom Danmark i kvartfinalen, hvor der venter den sværest mulige opgave – Kinas verdensmestre. Derfor venter der en særdeles spændende og ikke mindst meget svær opgave for Magnus Johannesen, der til dagligt spiller i Triton Aalborg for deres 1. divisionshold.
Badminton Danmark skriver på deres hjemmeside følgende om kampen mod Kina for de unge danske spillere:
Dermed venter de forsvarende verdensmestre fra Kina i kvartfinalen torsdag morgen. En yderst svær, men spændende udfordring ifølge U19-landstræneren.
– Jeg forventer, at det bliver en mega fed kamp mod en mega stærk modstander. Vi skal have i hovedet, at det her også er god læring mod de allerbedste, hvor vi kan få en smagsprøve på, hvad der kræves, og hvor vi bliver straffet. Jeg vil gerne have banket i hovederne på spillerne, at de skal tro på det derinde i morgen, men samtidig, at der er vigtig læring at hente mod de allerbedste, siger Jesper Hovgaard.
Danmarks kampe kan følges på Youtube via dette link: https://www.youtube.com/channel/UCtmrlo2NwMxbrlLeXr1cKKw