Kender du eReolen Global? Det er bibliotekernes tjeneste for udenlandske e-bøger, og hvis du har mod på at læse på engelsk, finder du en masse gode titler her.
Denne lørdag har vi fået Kim Jakobsen til at anbefale en god biografi, som du kan finde på eReolen Global.
Kim er Brønderslev Biblioteks it-mand, og jøsses, hvor er vi glade for ham.
Når systemerne svigter, dørene ikke åbner, selvbetjeningsautomaterne driller, eller computerne får deres eget liv, er det Kim, der træder til og redder dagen.
It-mand som han er, vil han gerne anbefale biografien “Alan Turing: The Enigma”, som handler om en af de første computere:
“Alan Turing var manden bag maskinen, der under Anden Verdenskrig brød tyskernes kodesprog. Bogen er virkelig fascinerende og handler både om perioden under krigen, men også om Turing og hans liv. Han var nemlig homoseksuel, hvilket bestemt ikke var nemt i den tid. Samtidig med at han kæmpede med samfundets indstilling til ham, formåede han at så kimen til det, vi i dag kender som computere. Det er en virkelig god biografi, jeg varmt kan anbefale.”
Når du har læst bogen, kan du passende læne dig tilbage i sofaen og se filmen “The Imitation Game”. Den er nemlig baseret på bogen, og det er en virkelig god film med Benedict Cumberbatch i rollen som Turing. Filmen kan du finde og streame gratis på Filmstriben, bibliotekernes streamingtjeneste.
Bogen finder du som sagt på eReolen Global. På computer kan du læse bogen via eReolen Globals hjemmeside, men hvis du vil læse den på mobil eller tablet, skal du hente appen ”Libby” og logge ind med dit normale bibliotekslogin. Her kan du se meget mere om, hvordan du bruger eReolen Global.