I september-måned holder Krudtuglerne i Brønderslev Åbent Hus, hvor alle områdets seniorer er velkomne. Foreningen har et stort fokus på fællesskabet og det sociale og håber at få endnu flere med.
Gymnastik, Krolf, Dart og en masse andet. Der er rig mulighed for at få sved på panden og smil over læben, når senioridrætsforeningen Krudtuglerne i Brønderslev inviterer til Åbent Hus-måned i hele september i Brønderslev Hallerne.
”Vi vil gerne have fat i endnu flere seniorer. Vi vil gerne tilbage på vores tidligere medlemstal før Corona og håber at mange prøve vores aktiviteter. Vi ved der sidder mange alene rundt omkring, og dem vil vi da gerne have ind i vores fællesskab. Nu afholder vi den her Åbent Hus-måned for at tiltrække nye medlemmer,” siger foreningens formand Poul Jensen.
Krudtuglernes medlemmer spænder aldersmæssigt fra 60 år og hele vejen op til slutningen af 90-årsalderen.
Der er fast træning hver torsdag fra kl. 9-11. Traditionen tro indledes dagen altid med 3 sange fra højskolesangbogen. Fra 9.30 er der dels aktiviteter i slusen og i hallen. I hallen er der fælles opvarmning. Herefter vælger man selv sin aktivitet, hvad enten det er dart, krolf, tæppe-curling eller bob. I slusen tilbydes der stolegymnastik til de knap så mobile medlemmer.
Det er Krudtuglerne Brønderslev og Bevæg dig for livet – Senior i Brønderslev Kommune, som står bag Åbent Hus-initiativet. Det er gratis at være med og niveauet er, så alle kan deltage uanset form og tidligere erfaring med sportsgrenene. Som en del af initiativet byder Krudtuglerne også på kaffe og brød efter endt træning.
Fakta om Krudtuglerne:
I maj 1997 startede man Krudtuglerne op i Brønderslev i samarbejde med kommunen og Idrætssamvirket. Målet var at give ældre over 60 år en mulighed for at dyrke motion og
idræt, samt at have et socialt samvær med andre ligestillede. Der blev oprettet motionstilbud under navnet Krudtuglerne i henholdsvis Brønderslev, Stenum og Hellum, som er aktive den dag i dag.
Fakta: Bevæg dig for livet
Danmark skal være verdens mest idrætsaktive nation. Det er målet i det historiske samarbejde, DGI og DIF har indgået med TrygFonden og Nordea-fonden om opfyldelsen af en ny, ambitiøs vision for dansk idræt: Bevæg dig for livet. Visionen er den største partnerskabsaftale i dansk idræts historie.