Foto: Line Bloch Klostergaard, Region Nordjylland
De to kommende tirsdage er der mulighed for at lægge vejen omkring et mobilt testcenter, der er klar til at pode borgerne i virusramt område.
Region Nodjyllands podehold er to tirsdage i Sindal. 30. juni og 7. juli.
Ingen krav om tidsbestilling
Muligheden for at blive testet for smitte med Covid-19 rykker helt tæt på indbyggerne i Sindal. De to kommende tirsdage kan alle borgere over 18 år møde op ved den lokale Falck-station og blive podet af personale fra Region Nordjyllands mobile testenhed.
Den mobile testenhed kører hele sommeren rundt i Nordjylland og poder borgere. Tilbuddet er frivilligt, og det kræver ikke henvisning fra egen læge eller tidsbestilling. Man møder bare på op ved Falck-stationen i Sindal, hvor personale står klar til at pode i tidsrummet kl. 10-15.
Første testdag i Sindal er tirsdag 30. juni. Den efterfølgende testdag er tirsdag 7. juli.
Samarbejde med kommunen
I forvejen er der et samarbejde mellem Region Nordjylland og Hjørring Kommune om test af ældre borgere i eget hjem efter udbruddet af Covid-19 på et plejecenter i Sindal.
20 testbiler er i den forbindelse indsat for at komme rundt til borgere i kommunen, som har takket ja til tilbuddet. Det drejer sig om borgere, der modtager ydelser fra kommunens hjemmepleje eller sygepleje.
De to testdage på Falck-stationen i Sindal skal ses som et supplement til denne ordning.
– Vi har i samarbejde med Testcenter Danmark oprettet mobile testenheder, der i ugerne 26-34 kører rundt til områder, hvor der er mange turister samt ved færgehavne og lufthavnen i Aalborg. Sindal er ikke en udpræget badeby, men vi vurderer sammen med Hjørring Kommune, at det vil give god mening for borgerne i Sindal at have nem adgang til test i denne tid, og derfor kommer en af de mobile enheder på besøg hos Falck i Sindal, siger kontorchef Malene Møller Nielsen, Region Nordjylland.
Podeholdet er bemandet af medicinstuderende, der er ansat af Region Nordjylland.
Kilde: Region Nordjylland