Nu bliver det lettere at vælge et godt og sikkert mundbind
Ny dansk standard sætter krav til effekten af vaskbare mundbind.
Kvalitet, funktion og sikkerhed kan være noget nær umulig at vurdere, når man som forbruger skal købe et vaskbart mundbind til brug i det offentlige rum. Der findes nemlig ingen fælles krav på området. Det skal en ny dansk standard, der bliver sendt i høring 22. december, nu gøre op med.
Brugen af mundbind i supermarkeder, storcentre og andre offentlige steder grundet COVID-19 har medført en stor efterspørgsel på specifikke krav til kvalitet og sikkerhed af vaskbare mundbind fra både forbrugere, producenter og myndigheder. Derfor har Dansk Standard i samarbejde med de danske myndigheder, testlaboratorier, producenter og Forbrugerrådet Tænk udarbejdet et forslag til en dansk standard med krav til mundbind til brug i det offentlige rum, der kan genbruges efter vask som fx stofmundbind.
Lettere at finde rundt i mundbindsjunglen
”I Forbrugerrådet Tænk er vi meget glade for, at der nu kommer en standard, der kan hjælpe forbrugerne til at finde de gode valg, når de skal købe stofmundbind. Vores test viste, at det er en jungle at finde rundt i, og mange stofmundbind er ikke er gode nok. Så det er meget velkomment, at forbrugerne kan få hjælp fra den nye standard”, siger Christel Søgaard Kirkeby, projektleder, Forbrugerrådet Tænk
Den nye standard stiller også krav til, at der ikke må være uønsket kemi i mundbindet, så brugeren undgår uønskede fluorstoffer og antibakteriel behandling. Samtidig skal den generelt sørge for, at der ikke bruges sundhedsskadelige materialer.
Dokumentation af kvalitet og effekt
”Vi har fra dansk side ønsket at få sat nogle specifikke krav til vaskbare mundbind til brug i det offentlige rum, så man som forbruger kan være sikker på mundbindets kvalitet, og på at filteret tilbageholder mere end henholdsvis 70 eller 90 % af de dråber, som rammer det”, siger Jens Heiede, standardiseringsdirektør i Dansk Standard.
Filtreringsgraden kommer til at stå på emballagen, ligesom der vil stå, at mundbindet lever op til den danske standard, der får betegnelsen DS 3000:2021. Det betyder, at man som producent kan anvende standarden til at dokumentere, at ens mundbind lever op til fastlagte krav på området, og at det bliver lettere for danske forbrugere at vælge gode og sikre mundbind til brug i det offentlige rum.
Behov for klare krav
Både Lægemiddelstyrelsen og Sikkerhedsstyrelsen har deltaget i samarbejdet om standarden for vaskbare mundbind til brug i det offentlige rum:
”Fastsættelse af minimumskrav for vaskbare mundbind ligger ikke normalt indenfor Lægemiddelstyrelsens ansvarsområde, men i denne særlige situation har vi indgået i et konstruktivt samarbejde med Dansk Standard, Sikkerhedsstyrelsen, danske testlaboratorier og Forbrugerrådet Tænk med den ambition at bistå borgerne med at finde vej på et marked, der er helt nyt for de fleste. Det er vores håb, at denne nye standard giver borgerne en bedre mulighed for at finde gode alternativer til medicinske engangsmundbind”, siger Katrine Bugge Skou, akademisk sagsbehandler i Lægemiddelstyrelsen.
”Da der er stigende efterspørgsel på mundbind, og da denne type er ureguleret, er der et klart behov for en standard. Det er ikke et lovkrav at følge standarden, men en hjælp til de, der producerer stofmundbind. Dog skal man, hvis produktet markedsføres som produceret efter standarden, leve op til denne”, siger Finn Lund Sørensen, specialkonsulent i Sikkerhedsstyrelsen. Han påpeger samtidigt, at selvom produktet er lavet efter denne standard, så det er ikke et personligt værnemiddel eller medicinsk udstyr, som yder beskyttelse mod virus eller bakterier.
Test betyder højere sikkerhed
Standarden specificerer også de testmetoder, som afgør, om mundbindet lever op de fastsatte krav. Bl.a. skal mundbindet testes i brug, så man er sikker på, at det sidder godt til og bliver siddende, også når man taler og bevæger sig.
”For at sikre kvaliteten i de produkter, der er på markedet, er det vigtigt, at producenterne har en række konkrete krav, de kan arbejde efter. Kravene skal både sikre forbrugerne gode produkter, men skal også fungere som rettesnor for producenterne, så de alle spiller efter samme regler. For forbrugerne betyder det en højere sikkerhed for, at produkterne fungerer som tiltænkt, og for producenterne sikrer det, at markedet ikke undermineres af dårlige produkter. Så standardisering af markedet for stofmundbind er til glæde for alle, både forbrugere og producenter”, forklarer Rasmus Forsberg, specialist i Force Technology.
Den danske standard for vaskbare mundbind til brug i det offentlige rum er i høring fra 22. december til 22. januar og forventes at udkomme primo februar.