Joachim Christensen havde ikke regnet med, at Blæksprutten i Brønderslev ville runde 100 borgere allerede ved årsskiftet. Faktisk havde han indgået et væddemål om, at det ikke ville ske.
Han tog fejl.
For godt et halvt år efter opstarten står Blæksprutten med mere end 130 borgere. Det er en opstart, der ifølge afdelingslederen, Joachim, er kommet mere end godt fra land.
Da Blæksprutten var tilbage i Brønderslev Kommune den 1. august 2025, var det med både erfaring i bagagen og en klar ambition om at skabe en tryg og fleksibel hverdag for borgerne og deres pårørende. I dag, godt et halvt år senere, peger både tal og erfaringer i samme retning: Opstarten er lykkedes.
“Der var utrolig mange ting, vi skulle have på plads i starten, men det var tydeligt, at vores erfaring fra Hjørring kom os til gode. Og ret hurtigt fik vi skabt en hverdag, der fungerede både for borgere og medarbejdere. En hverdag, som gjorde det muligt at levere den hjælp, vi gerne vil stå for.” fortæller Joachim Christensen, afdelingsleder i Blæksprutten Brønderslev.
Blæksprutten er ikke ny i Brønderslev Kommune. Virksomheden har tidligere været leverandør i kommunen og kendte derfor både området og nogle af borgerne i forvejen. Da muligheden opstod igen i forbindelse med den nye ældrelov og overgangen til helhedspleje, var timingen rigtig.
“Vibeke (Vibeke Haaning, direktør og ejer i Blæksprutten) har altid haft et godt kendskab til Brønderslev, og da rammerne ændrede sig, gav det mulighed for noget, som ikke kunne lade sig gøre tidligere. Samtidig havde vi en god dialog med kommunen, og det gjorde beslutningen nem.” siger Joachim.
Højt tempo første kvartal 2026 og et tabt væddemål
Opstarten blev for alvor sat på prøve i ugerne op til 1. december. Her skulle et stort antal borgere overgå til nye forløb på meget kort tid.
“Der var run på op til 1. december. På bare to uger kom der omkring 90 nye borgere ind i systemet, og vi skulle have styr på deres forløb. Det krævede meget – både af os og af medarbejderne – men det hele gik, som det skulle.” fortæller Joachim.
Netop fleksibiliteten og erfaringen i organisationen blev afgørende i den periode. Samtidig blev Joachims egne forventninger til opstarten gjort til skamme.
“Jeg havde faktisk ikke forventet, at vi ville nå over 100 borgere allerede ved årsskiftet. Ikke fordi vi ikke kunne klare opgaven, men fordi det kræver enorme ressourcer at starte en ny afdeling op i en ny kommune. Derfor havde jeg – måske lidt naivt – indgået et væddemål med vores COO, Steffan Wynne Christensen. Han mente, vi ville runde 100 borgere, og jeg mente, vi ville ligge under. Og ja… nu står jeg her og har tabt væddemålet.” siger han med et smil.
Helhedspleje med fokus på mennesket
I Brønderslev arbejder Blæksprutten med helhedspleje frem for faste pakkeløsninger. Det giver borgerne større selvbestemmelse og mulighed for at tilpasse hjælpen til hverdagen.
“Vi er ikke så tidsorienterede. Hvis en borger har brug for 10 minutter ekstra til en snak eller hjælp til at få dagen til at hænge sammen, så tager vi os den tid. Det kan gøre en stor forskel hos den pågældende borger.” forklarer Joachim.
Den tilgang er blevet bemærket af både borgere og pårørende.
“Vi hører ofte, at den tætte kontakt betyder meget. Pårørende sætter pris på, at de kan ringe direkte til os, og at der ikke er langt fra snak til handling. Det giver tryghed.” siger han.
Klar til næste skridt
I dag står Blæksprutten solidt i Brønderslev med faste medarbejdere og sygeplejefaglig dækning, og der er plads til flere borgere. Organisationen er faldet godt til i kommunen, og fokus er på at fastholde den gode start.
“Om et år håber jeg, at borgerne siger, at de har fået en leverandør, der er fleksibel og vil gøre en ekstra indsats for, at hverdagen fungerer. Og for dem, der er nysgerrige eller overvejer at skifte leverandør, kræver det kun én opringning til vores hovednummer – så tager vi os af resten. Har man et spørgsmål eller to, der presser på, er man også meget velkommen til at ringe.” siger Joachim Christensen.
Joachim tabte væddemålet – Blæksprutten rundede 100 borgere hurtigere end ventet









