Urpremiere mandag d. 8 september kl. 19.30.
Det er ikke mindre end en urpremiere, der skal på scenen, når Mette Rønne fra Kulturmarkt.dk besøger BASaren i Nørregade mandag d. 8. september kl. 19.30 med en alvorlig komedie frit efter Pirandellos ”6 Karakterer søger forfatter”.
Der er forestillingsprøve på et teater. Alt er som det plejer, men inden længe vendes alt på hovedet. En far og datter ankommer og påstår de er roller, som gerne vil skrives færdig.
Men kan det passe? Findes roller udenfor teatret, og kan de spille sig selv på en scene? Hvad er virkeligt, og hvad er illusion? Og kan man dømmes ud fra en enkelt forkert handling?

”De Uskrevne” er som nævnt en bearbejdelse af Pirandellos berømte ”6 karakterer søger forfatter”, som skabte furore, da den fik premiere, fordi den stiller spørgsmål ved både menneskets og teatrets væsen. Spørgsmål om hvad en sand historie er, og om sandhed overhovedet findes, tages op i en skønsom blanding af humor og tragik.
Mette Rønne står alene på scenen og spiller samtlige roller i forestillingen. Sidst hun gjorde det skrev anmelderne blandt andet: ’En masterclass i ekvilibristisk skuespilteknik og dødens charmerende’ og ’en skuespillerteknisk kraftpræstation’. Om instruktøren Anders Brink skrev de bl.a.: ’Lynende intelligent iscenesat’.

”Vi er stolte af ikke bare at kunne præsentere en premiere men en urpremiere”, siger Arne Mogensen fra Brønderslev Amatør Scene (BAS), ”og vi håber at Brønderslev og oplandets teatergængere vil besøge os, når vi får besøg af et professionelt teater – Man behøver ikke besøge Hjørring eller Aalborg for at få kultur fra øverste hylde”, slutter han af.
Der sælges billetter i døren på dagen fra 18.30 samt i forsalg på: https://www.basbio.dk/OrderMovieTicket.aspx?showId=4206