Da Mette Vanderskrog Christensen tog et job som afløser på Plejehjemmet Elmehøj i Øster Brønderslev, vidste hun ikke, at det skulle blive begyndelsen på en karriere i plejesektoren. Efter nogle år som ufaglært kunne hun tage uddannelsen til social- og sundhedshjælper på bare 17 uger – med løn som voksenlærling. I dag er hun i gang med næste uddannelse.
Da Mette Vanderskrog Christensen blev student fra HTX i 2019, vidste hun ikke præcis, hvad hun ville. Efter et par sabbatår begyndte hun i 2021 som ufaglært afløser på Plejehjemmet Elmehøj.
Det skulle vise sig at blive mere end endnu et sabbatårsjob. Mette blev hurtigt glad for arbejdet med de ældre, relationerne og følelsen af at gøre en konkret forskel for andre.
Efter cirka to år på Elmehøj søgte hun videre til Plejehjemmet Kornumgaard. Her fortalte hendes leder hende om en mulighed, hun ikke kendte. Med relevant erhvervserfaring kunne hun blive faglært social- og sundhedshjælper på bare 17 uger.
Fra to års erfaring til 17 uger på skolebænken
Har man mindst to års relevant erfaring inden for pleje og omsorg, kan vejen til at blive social- og sundhedshjælper blive væsentligt kortere.
For Mette betød erfaringen, at hun kunne tage uddannelsen som EUV1-elev og springe både grundforløbet og praktikken på hovedforløbet over. Tilbage var 17 ugers skolegang.
”Jeg tænkte da, om jeg overhovedet kunne sidde stille på en skolebænk igen? Men 17 uger kunne jeg overskue. Og fordi jeg allerede kendte arbejdet, var det meget lettere at koble teorien til noget, jeg havde oplevet i praksis. Det var intenst, men også fedt,” fortæller Mette.
På holdet var elever fra først i 20’erne til over 60 år. ”Det er meget anderledes end at gå i skole, da man var yngre. Folk er der, fordi de gerne vil det og gerne vil lykkes. Man hjælper hinanden, og folk er motiverede for at lære.”

Lønnen gjorde det muligt
For Mette var økonomien afgørende. Hun havde hus, kæreste og en lille datter, og derfor skulle økonomien kunne hænge sammen. Fordi hun var fyldt 25 år, kunne hun få voksenelevløn under uddannelsen.
”Jeg havde ikke kunnet gå tilbage på SU med barn og hus. At jeg kunne få en god løn, mens jeg uddannede mig, gjorde det muligt.”
Mette blev færdig som social- og sundhedshjælper i december 2025 og vendte tilbage til Kornumgaard som faglært. Men uddannelsen havde givet hende blod på tanden og efter at have varetaget et vikariat på Kornumgaard i fire måneder, startede Mette på uddannelsen til social- og sundhedsassistent.
Videre mod nye muligheder
Allerede under uddannelsen til social- og sundhedshjælper besluttede hun, at hun ville videreuddanne sig. Hun ville have flere kompetencer og kunne tage et større fagligt ansvar. Uddannelsen til social- og sundhedshjælper har givet hende merit, så hun kan springe de første dele af assistent-uddannelsen over.
Undervejs får hun erfaring fra forskellige dele af sundheds- og plejeområdet. Lige nu er hun på et demensplejehjem i Brønderslev.
”Jeg kan godt lide at komme tilbage på skolebænken i perioder og lære noget nyt og så komme ud og bruge det i praksis. Som social- og sundhedsassistent får jeg flere kompetencer og mere ansvar, og det er det, jeg gerne vil.”
”Jeg har fundet min plads”
For Mette har arbejdet også betydet noget personligt.
”Jeg er vokset med opgaverne og har fået mere tro på mig selv. Man får et stort ansvar, når man arbejder med mennesker. Især på demensområdet skal man kunne sætte sig i et andet menneskes sted, fordi man indimellem skal tage beslutninger på deres vegne.”
Og det er netop arbejdet med mennesker, der har fået hende til at blive i faget.
”Man kan se, når man gør en forskel for et andet menneske. Det giver virkelig noget tilbage. Der er så meget ro, kærlighed og nærvær i plejesektoren. Den er langt bedre end sit rygte.”
Start som afløser og se, hvor det fører hen
Mette vil gerne opfordre andre til at prøve kræfter med plejesektoren. Hun møder stadig forestillingen om, at arbejdet primært handler om toiletbesøg og personlig pleje. Men jobbet rummer langt mere, mener hun.
Samme opfordring kommer fra Brønderslev Kommune. Man behøver ikke have besluttet sig for en karriere inden for social- og sundhedsområdet for at begynde som afløser. Det kan være en mulighed for at prøve faget af og samtidig opbygge erfaring, der senere kan åbne en kortere vej til en faglært uddannelse.
”Man skal ikke være bange for at prøve det. Som ny går man sammen med erfarne medarbejdere, indtil man er tryg ved opgaverne. Man bliver ikke bare sluppet løs. Man ser også en side af livet, som man måske ikke møder andre steder. Det er lærerigt, og man udvikler sig virkelig som menneske.”
For Mette begyndte det med et afløserjob i et sabbatår. I dag er det blevet en karriere.
FAKTA
Man kan blive faglært social- og sundhedshjælper på 17 uger, hvis man har mindst to års relevant erfaring fra pleje- og omsorgsarbejde og er fyldt 25 år. Man får voksenelevløn under uddannelsen, som pr. 01.10.2026 er 25.121,92 kr. pr. måned før skat.
Som faglært social- og sundhedshjælper får man nye job- og udviklingsmuligheder. Uddannelsen giver også merit, hvis man senere vil uddanne sig til social- og sundhedsassistent.
Kontakt for yderligere information:
Jonna Christensen, Uddannelseskoordinator i Brønderslev Kommune:
Tlf.: 2486 6868 / 9945 4514. E-mail: jonna.christiansen@99454545.dk
Kilde: Brønderslev Kommune



















