Nygårdsminde vingård har på 10 år gennemgået en forvandling fra at dyrke vinplanter på ambitiøst hobbyplan til i dag at producere et eksklusivt udvalg af vine på en blomstrende vingård.
Nygårdsminde Vingård er med sin beliggenhed på breddegrad 57,29 Danmarks nordligste – og måske smukkeste vingård. Da vendelboen Jan Lunde i 2010 byggede Nygårdsminde, uden for Brønderslev og anlagde vinmarker på de sydvendte skråninger, var det med ambitionen om at skabe et attraktiv sted for besøgende og være med til at sætte Vendsyssel på vinlandkortet. Det er nu en realitet og for første gang kan vinbondeparret Gitte og Jan Lunde her til sommer lancerer en fin palette af vine.
Det flotte hovedhus, Nygårdsminde, eller ’slottet’, som de lokale kalder det, ligger smukt omgivet af vinmarker og et nyt anlagt parkgolfanlæg. Stedet oser af idyl og kvalitet.
De besøgende bliver modtaget af Jan Lunde, i træsko og arbejdstøj, som kontrast til de elegante omgivelser. Jan fortæller begejstret om ’vin made in Vendsyssel’. ”Vinmarkerne er udvidet gennem årene, og i dag er der 2.500 vinstokke fordelt på 2,5 hektar. Alle vinstokke bliver dyrket økologisk og efter filosofien ’vinen gøres i marken’”. Det betyder, at Jan Lunde lægger stor vægt på at skabe de bedste vækstbetingelser for vinstokkene. Det er ensbetydende med masser af arbejdstimer i vinmarkerne. Pr. håndkraft. Husets vine, der tappes på Glenholm vingård, er da også udvidet gennem årene. Fra én slags rosé og 146 flasker i 2013 til nu 7 forskellige slags vin og en del flere flasker. Sortimentet består af rosévin, hvidvin, rødvin, mousserende rosé og sød rosé.
Dansk vin er ’cool’
Dansk vin kaldes for cold climate vin. Cold climate henviser til den temperatur, hvor druer dyrkes og som i høj grad påvirker vinen, der ender i flasken. Danmark befinder sig i en ”cold climate”- zone der er kendetegnet ved at have udprægede årstider og tydelige forskelle på dag- og nattemperaturer.
Druer der dyrkes i kølige områder modner langsomt og akkumulerer deres smag. Vinene er ofte komplekse og afbalancerede, med høj surhedsgrad og mineralske smagsstoffer. Druer der dyrkes i verdens varme områder modner hurtigere og sørger for søde, store vine med lavt indhold af surt og højt alkoholindhold. 2
At dyrke vin i kølige områder stiller krav til vinbonden. ”Først og fremmest kræver det viden om hvilke druesorter der er velegnet til det danske klima som fx den røde drue Rondo og den hvide drue Solaris, der er de mest dominerende på Nygårdsminde Vingård. Og så er der selve arbejde i vinmarken: Hvad er den bedste opbindingsmetode. Hvor hårdt skal druerne udtyndes? Og hvor længe kan vi trække høsttidspunktet for at opnå den bedste sødme i druerne? Endelig er der alle bekymringerne: Vil det regne og blæse under blomstringen af vinen med risiko for skade på druerne? Vil sommeren modne druerne tilstrækkeligt? Og hvordan sikres den bedste sygdomsbekæmpelse i vinmarkerne – særlig som økologisk vinbonde!
Ja det kræver sin vinbonde at dyrke vin i Danmark – han skal både være smart, tålmodig, kreativ og fleksibel og så skal han kunne håndtere alle bekymringerne som vejret i Danmark kan give. Det er da ’cool’!
Lancering af husets vine – direkte i vinmarken
Den 15/8 kl. 16.00 kan man for første gang opleve ”husets vine” på Nygårdsminde vingård. Og endda direkte i vinmarken på Nygårdsminde Vingård! Gitte og Jan Lunde ser frem til dette arrangement. ”Vi skal smage 5 forskellige Nygårdsminde vine fra 2017-2018: Mousserende rosé, hvidvin, rosévin, rødvin og sød rosé. Vinene bliver akkompagneret af let tapas. Jan har også lovet et par vinoverraskelser med smagsprøver af Nygårdsminde vine helt tilbage til 2013”, fortæller Gitte Lunde. ”Solen kommer forhåbentlig til at skinne fra en skyfri himmel. Skulle vejret ikke være med os, rykker vi indenfor i vores smukke vinsmagerum med udsigt til vingården. Vi garanterer en hyggelig stemning, velsmagende vine, snak om vindyrkning og besigtigelse af vinmarkerne.”
Om Nygårdsminde Vingård
Navnet Nygårdsminde stammer fra en ejendom, der tidligere lå syd for den mark, der nu er tilplantet med vinstokke. Jan Lunde købte grunden i 2007, mens han boede på nabogården. Der var en sydvendt skråning, og så var tanken nærliggende: “Det er da her, vi skal dyrke vin!”
Jan plantede de første 500 vinstokke i 2010, mens huset var ved at blive bygget, men det fik en dramatisk udvikling: Vinplanterne blev stjålet kort tid efter de var sat i jorden. Tyvene var åbenbart blevet forstyrret, for Jan fandt heldigvis vinplanterne, omhyggeligt bundtet i rækker, i læhegnet ved siden af marken. Efter at have fået førstehjælp med masser at vand, plantede Jan igen vinplanterne, der i dag udgør parcel ét.
Den 18. oktober 2013 kunne Gitte og Jan Lunde for første gang høste deres egne druer: ”Det var en stor dag og det har siden motiveret os til at udvide vinmarkerne: I 2014 plantede vi yderligere 500 stokke i parcel to, og igen i 2015, 2016 og 2019, så vi nu har 2.500 vinstokke fordelt på fem parceller.” 3
”I 2015 blev vi registrerede som erhvervsproducenter. Det, der begyndte som en ambitiøs hobby, er i dag blevet til en lille kommerciel vingård, som vi driver ved siden af vores arbejde.”
Nygårdsminde Vingård består ud over det smukke hus og vinmarkerne af en stor og flot anlagt blomsterhave, en lille frugtplantage og en skøn køkkenhave. Foran huset er der en smukt anlagt parkgolfbane, der også i sig selv er et værd, da det er en slags botanisk have med mange forskellige træer og buske. Parkgolf henvender sig til alle aldre. Det er et nemt spil med simple regler, en stor golfkølle og en stor bold. Der er tre baner at spille på med hver 9 huller og en bane er ca. 500 meter.
Besøg op Nygårdsminde Vingård
- 15/8 2020: Smagning af alle Nygårdsminde vine og tapas – i vinmarken
- 22/8 2020: Nordjysk mesterskab i parkgolf.
- 19/9 2020: Åben vinmark i anledning af Dansk vindag.
- Rundvisning i vinmarkerne, vinsmagning og snak om vin ‘made in Vendsyssel’. Fredag, lørdag og søndag frem til 11/10 kl. 15.00. Tilmelding er ikke nødvendig.
- Spil selv parkgolf, hver dag kl. 9-21. Reservation er ikke nødvendig.
- Åben for vinsalg, lørdag, søndag kl. 10-17 og efter aftale.
Alle besøgende kan forlænge deres ophold på Nygårdsminde med en lille picnic. Den medbragte mad kan spises ved en af spisepladserne på området eller indenfor i et opholdsrum.
Vi skræddersyr programmer for virksomheder, netværk og private grupper. Vi tilbyder også eksklusive mødefaciliteter i hovedhuset. Og vi sælger vinplanter og holder kurser i beskæring af vinstokke og vindyrkning.