Lørdag i denne weekend sker der store ting i Ø. Brønderslev! Klubbens herre hold i Serie 3 og 4 starter kampsæsonen op
ØBI´s herre seniorfodboldhold i Serie 4 pulje 51, starter sæsonen op med første hjemmekamp lørdag d. 10 august kl. 11.30 på Arena Brønderslev El-Teknik A/S, modstanderen kommer fra IF Fremad Nørhalne.
For at gøre dagen endnu mere festlig, så giver ØBI Fodbold en gratis øl til de første 100 tilskuere til kampen, der er sat som direkte opvarmningskamp til dagens hovedbegivenhed i byen, Bålhøjfestival 2024. Holdet i Serie 4 trænes af Mads Lindgaard Hansen og Jonas Thomsen, to spillere der tager handsken op som trænere i klubben.
Holdet i Serie 4 – pulje 51 møder bl.a Klokkerholm, Thise IF, Saltum, BI, Holtet IF, Vestbjerg IF, IF Fremad Nørhalne, så der bliver også et par spændende lokalderby´s på menuen i løbet af sæsonen. Holdet træner om onsdagen kl. 19.00. Træner Mads Lindgaard Hansen udtaler til Brønderslev Avis, at man først fremmest vil sikre holdet i Serie 4 og pleje sammenholdet, men kan vi være med i toppen af puljen, så tager vi selvfølgelig det med!
Klubbens førstehold spiller i Serie 3 – pulje 25 og her er træner Alexander Feshchenko i spidsen for truppen med Søren Hvidesten som holdleder. I pulje 25 møder ØBI: Biersted IF, BI, Fjerritslev IF, Jetsmark IF, Trekroner IF98, Østervraa IF og Aabybro IF, så atter et par kampe med lokal islet og ellers gode nordjyske modstandere. ØBI Serie 3 starter op søndag d. 11 aug. kl. 16.00 ude mod Fjerritslev IF. Holdet træner onsdag på Arena Brønderslev El-Teknik A/S.
Desuden har ØBI tilmeldt to styk herrehold i C-klassen 7 mandshold. Et i pulje 2 og et i pulje 3. Disse hold er mest for spillere der ikke vil træne, men bare hygge med at spille nogle kampe og få en tiltrængt forfriskning ind imellem.
Mød op lørdag og hep på de blå drenge!