Efterårsferie – Rå rovdyr og drabelige dinoer
Du kan komme helt tæt på nogle af Zoos farligste dyr – nemlig løven, tigeren og isbjørnen. De er selvfølgelig udstoppede, så hvis du bliver bidt, er det kun af at lære nyt om dyrene i Zoo og se en masse spændende dyreeffekter fra gemmerne i vores Skoletjeneste.
Efterårsferien er også sidste chance for at opleve dinosaurudstillingen EXTINCTION. Du kan selv forsøge dig som arkæolog og udhugge din egen dinosaur af kridtblokke eller støbe en (næsten) ægte dinosaurtand.
I den afrikanske landsby er der hyggelig stemning med trommemusik, og du kan lære at lave dine egne malerier i afrikansk stil.
Du kan også få et kig ind i vores helt nye træningscenter, der fremover bliver hjemsted for de dyr, der optræder på Zoofariscenen. Vi fortæller om, hvordan og hvorfor vi træner dyrene i Zoo, og hvad det betyder for deres trivsel.
På Zoofariscenen optræder Safari Simon med måske verdens eneste dinosaur-trylleshow. Her er der gøgl og grinegaranti for alle børn og barnlige sjæle.
Program
Kl. 11:00-16:00
- Formidling med fokus på rovdyr
- Hug og hak en dinosaur eller støb din egen flotte dinosaurtand i dinosaurudstillingen
- Besøg den afrikanske landsby og lav dit eget afrikanske maleri
- Besøg vores nye træningscenter og hør, hvordan og hvorfor vi træner dyrene i Zoo
kl. 12:00
- Safari Simon optræder på Zoofariscenen
OBS: Aktiviteterne i efterårsferien er tilpasset de aktuelle retningslinjer om forsamlingsforbud. “Dyrepasser for en dag” vender tilbage næste år.
Kilde: Aalborg Zoo