Det er fantastisk, at idrætsforeninger igen kan åbne for indendørs idræt, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen. Åbning af al idræt er vigtig, ikke mindst for vores børn og unge.
Fra i dag kan idrætsforeningerne igen åbne op for indendørs idræt som svømmehaller, badmintonhaller, gymnastiksale og fitness.
Det står klart efter regeringen og alle partier i Folketinget lørdag den 6. juni offentliggjorde aftalen om, at indendørs idræt kan åbne igen som en del af genåbningens fase 3.
”At vi i idrætsforeningerne kan se frem til en fuldkommen åbning af idrætten og dens fællesskaber er intet mindre end fantastisk. Undersøgelser har tydeligt vist, at danskerne har motioneret mindre under corona-krisen. Nu får vi mulighed for igen at mødes i idrættens fællesskaber. Det er vigtigt, ikke mindst for vores børn og unge,” siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen.
Idrætsforeningerne lukkede ned for alle aktiviteter i marts på grund af corona-krisen. Udendørs idræt kunne starte op i april, og 13. maj kom der nye retningslinjer for udendørs idræt, så sporadisk kropskontakt blev tilladt. Når der nu åbnes for mere idræt, skal myndighedernes retningslinjer selvfølgelig overholdes, så det er sundhedsmæssigt forsvarlig.
”Vi har i idrætsorganisationerne arbejdet hårdt for en fuld genåbning af idrætten i samarbejde med bl.a. Kulturministeriet og sundhedsmyndighederne. At regeringen og partierne nu vil åbne op er først og fremmest en enorm tillidserklæring til de lokale idrætsforeninger, nemlig om at de er ansvarlige og kan følge myndighedernes retningslinjerne, siger Charlotte Bach Thomassen.
Fælles retningslinjer meldes ud snarest
Gennem de seneste uger er der på tværs af fritids- og idrætsorganisationer, bl.a. DGI, DIF, Firmaidrætten og DUF, arbejdet intenst for en fuld genåbning af idræts- og sommeraktiviteter – både indendørs og udendørs. Politikernes udmelding viser, at en fælles ansvarlig indsats har været den rigtige tilgang.
Lige nu afventer idrætsorganisationerne de endelige retningslinjer for den yderligere åbning af idrætslivet. Så snart de foreligger, vil DGI, DIF og Firmaidrætten hurtigst muligt melde fælles retningslinjer ud til sine foreninger.
Derudover kan der gå nogle dage, før kommuner m.fl. i praksis kan åbne indendørsfaciliteterne i henhold til de gældende retningslinjer.
Kilde: DGI