Højlydt musik til gene dæmpet af patrulje
Nordjyllands Politi modtog flere anmeldelser om musik til ulempe for nabolag henover weekenden.
”De nægter at skrue ned for musikken”, lød anmeldelsen, da en havefest i Brønderslev bankede højlydt musik ud til gene for naboerne natten til søndag den 22. august. Anmelder havde forgæves forsøgt at bede festens personer om at skrue ned, hvorfor man tog kontakt til politiet.
En beredskabspatrulje blev derfor tilsendt stedet.
Kort efter fik betjentene kontakt til festens personer, som blev formanet.
Musikken blev skruet ned, og patruljen kørte videre.
Men der blev skruet op igen en halv time senere.
Anmelder kontaktede politiet igen, hvorfor patruljen besøgte adressen endnu en gang. Festens personer blev kraftigt formanet, og denne gang blev musikken slukket.
Der faldt derefter ro på i området.
Fest med omtanke – husk at skrue ned, når det bliver sent
Det er forståeligt, at du/I fester derhjemme – især siden man ikke kan tage til festival i år og jeres yndlingssteder enten er lukkede eller lukker tidligt. Men husk at vise hensyn. Naboerne er måske ikke lige så festglade sent om natten, som du er. Fest med omtanke, og husk at skrue lidt ned for musikken, når det bliver sent, eller hvis I tager festen udenfor.
Er du selv udsat for musik til gene?
Før du ringer til politiet, så spørg festens personer, om de ikke nok vil skrue ned for musikken. En venlig henvendelse virker ofte, da de unge sjældent er ude på at genere.
Men virker en venlig henvendelse ikke, og fortsætter den høje musik – så kontakt politiet på 1-1-4. Servicecenteret er ved telefonen alle dage, døgnet rundt.
Kilde: Nordjyllands Politi