Beskæftigelsesministeren udmelder hvert år en række mål og indsatsområder, som jobcentrenes beskæftigelsesindsats skal tage udgangspunkt i.
Beskæftigelsesplan 2020
Det Lokale Arbejdsmarkedsforum skal på baggrund af en orientering om ministermålene drøfte målene.
Beskæftigelsesministeren udmelder hvert år en række mål og indsatsområder, som jobcentrenes beskæftigelsesindsats skal tage udgangspunkt i. Den 12. juni 2019 godkendte Beskæftigelses- og Uddannelsesudvalget tidsplanen for Brønderslev Kommunes Beskæftigelsesplan 2020, hvori Det Lokale Arbejdsmarkedsforum på mødet den 29. august 2019 orienteres om ministermålene og får mulighed for at komme med input til Beskæftigelsesplanen 2020.
De beskæftigelsespolitiske mål for 2020 er:
1. Virksomhederne skal sikres den nødvendige og kvalificerede arbejdskraft
Der skal fortsat være et stort fokus på samarbejdet med virksomhederne, så Jobcentret kan understøtte, at virksomhederne får og kan fastholde den arbejdskraft, de har behov for. Jobcentret skal samtidig opkvalificere de ledige, så deres kompetencer matcher dem, der efterspørges af virksomhederne. En opgave som går på tværs af kommunegrænserne, og hvor jobcentrene i samarbejde understøtter virksomhedernes rekruttering af nye medarbejdere.
2. Flere flygtninge og familiesammenførte skal være selvforsørgende
Det er helt centralt, at integrationsindsatsen sigter mod, at flygtninge og familiesammenførte hurtigst muligt efter, de har opnået asyl, kommer ud på danske arbejdspladser og får opbygget de kvalifikationer og det netværk, der skal til for at kunne få en varig tilknytning til arbejdsmarkedet og dermed forsørge sig selv. Der bør i indsatsen være et særligt fokus på kvinder med indvandrerbaggrund.
3. Flere personer med handicap skal i beskæftigelse
Den seneste rapport fra VIVE (Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd) om handicap og beskæftigelse for 2016 viser, at det kun er hver tredje person med et større handicap, der er i job. Samtidig viser rapporten, at en væsentlig andel af personer med handicap uden beskæftigelse vurderer, at de har en arbejdsevne. Det er derfor vigtigt, at der i kommunerne sættes fokus på at øge beskæftigelsen blandt personer med handicap.
Lokale mål
Foruden ministermålene sættes der derudover fokus på ungeområdet og borgere, der er længere væk fra arbejdsmarkedet.
Fagforvaltningen for Beskæftigelse foreslår, at Det Lokale Arbejdsmarkedsforum drøfter ministermålene.
Kilde: Brønderslev Kommune