Lørdag den 5. og søndag den 6. september afholder Brønderslev Golfklub årets klubmesterskaber. Det er klubbens største turnering, hvor medlemmerne skal dyste om titlerne som klubmester i en række forskellige kategorier.
I løbet af weekenden findes klubmestrene i både dame- og herrerækken. Samtidig kåres der mestre i flere aldersgrupper – fra juniorer til superveteraner. Alle deltagere spiller slagspil.
Nyt baneforløb skal få flere med
Brønderslev Golfklub har i år ændret baneforløbet. Lørdag og søndag formiddag spilles der således på Gul/Blå sløjfe. Formålet er at gøre turneringen mere attraktiv og få endnu flere af klubbens medlemmer med.
Grænserne for deltagelse er også blevet ændret, så flere golfspillere nu har mulighed for at stille op i kampen om klubmesterskaberne.
Handicapgrænsen for herrer i rækkerne mediorer, midage, seniorer og veteraner er 24. For damerne i de tilsvarende rækker er grænsen handicap 30. Blandt juniorer og superveteraner kan både herrer og damer deltage med op til handicap 36.
I de åbne klubmesterskaber spilles der 36 huller lørdag og 18 huller søndag. Her er handicapgrænsen 18 for herrer og 24 for damer.
Tilmelding til klubmesterskaberne foregår via GolfBox.
Buffet for spillere og gæster
Som noget nyt inviterer caféen til buffet søndag fra kl. 13. Under overskriften ”Lottes oprydning i fryseren” bliver der serveret en lækker frokost til 100 kroner pr. person.
Det er også muligt at tilkøbe vin, så den samlede pris bliver 150 kroner pr. person. Buffeten er åben for både spillere og gæster, som dermed kan kombinere frokosten med at følge afslutningen på weekendens golfspil.
Af hensyn til planlægningen skal tilmelding til buffeten ske til Lotte på telefon 98 82 52 83.


















