Mens mange danske bymidter kæmper med butikslukninger og faldende aktivitet, formår Brønderslev at holde liv i handelsgaderne. Ifølge Brønderslev Handel skyldes det blandt andet engagerede butiksejere, loyale kunder og et stærkt samarbejde mellem byens mange aktører.
Brønderslev skiller sig positivt ud i en tid, hvor flere danske bymidter oplever udfordringer. Det har TV Nord sat fokus på, og hos Brønderslev Handel glæder handelschef Pia Mikkelsen sig over den opmærksomhed, byen får.
Hun peger især på de lokale butikker og deres medarbejdere som en vigtig del af forklaringen på, at Brønderslev fortsat har en attraktiv og levende bymidte.
- Det begynder med vores dygtige butiksejere og medarbejdere, som hver eneste dag gør sig umage og giver kunderne god service. Den personlige betjening og de gode oplevelser giver mennesker lyst til at komme igen, fortæller Pia Mikkelsen.
Også kunderne spiller en afgørende rolle. Både borgere fra Brønderslev og besøgende fra oplandet er med til at sikre grundlaget for et varieret handelsliv, når de vælger at lægge deres indkøb i byen.
Samarbejde er en vigtig del af succesen
En af Brønderslevs styrker er ifølge handelschefen det tætte samarbejde mellem byens butikker, virksomheder, foreninger, kulturliv og kommune.
Her arbejder mange forskellige aktører mod det samme mål – at skabe en by, som både borgere og besøgende har lyst til at bruge.
- Vi er mange, der gerne vil se Brønderslevs forretninger blomstre. Når vi samarbejder på tværs, kan vi skabe oplevelser og aktiviteter, der giver flere grunde til at besøge byen og blive lidt længere, fortæller Pia Mikkelsen.
Samarbejdet handler ikke kun om at arrangere aktiviteter. Gennem møder, udvalg og løbende dialog arbejder Brønderslev Handel også for at sikre, at handelslivet bliver hørt, når fremtidens bymidte skal udvikles.
- Vi kommer med forskellige perspektiver, men vi har et fælles ønske om, at vores skønne by skal blomstre endnu mere. Sammenhold og vedholdenhed lønner sig, understreger hun.
Arrangementer skaber liv i handelsgaderne
En vigtig del af arbejdet med at styrke bymidten er de mange arrangementer, som hvert år trækker mennesker til Brønderslev.
Markedsdage, Open by Night og andre fælles aktiviteter er med til at skabe oplevelser, der rækker ud over den traditionelle indkøbstur.
Samtidig er ambitionen at værne om byens traditioner og fortsat udvikle nye initiativer, der kan samle både unge og ældre.
Et af de kommende højdepunkter er White Christmas torsdag den 26. november kl. 17.00, hvor Brønderslev igen inviterer til en hyggelig juletradition.
Her lander julemanden hos Mr. Agerbæk, hvor børn og voksne kan tage imod ham. Herefter fortsætter alle i samlet flok mod byens juletræ, som bliver tændt og markerer starten på julestemningen i bymidten.
- White Christmas er et dejligt eksempel på det, vi kan sammen. Vi håber, at rigtig mange vil komme og være med til at sprede julestemning i byen, siger Pia Mikkelsen.
Lokal opbakning er afgørende for fremtiden
Selvom Brønderslev klarer sig godt, understreger handelschefen, at en levende bymidte ikke kommer af sig selv. Det kræver fortsat engagement fra både butikker, samarbejdspartnere og kunder.
Hver eneste handel i en lokal butik er med til at understøtte handelslivet og skabe muligheder for, at byen også fremover kan tilbyde et bredt udvalg af butikker og oplevelser.
Derfor slutter Pia Mikkelsen med en stor tak til alle, der bidrager til fællesskabet.
- Hver gang du handler lokalt eller tager turen til Brønderslev, er du med til at gøre en forskel. En levende og attraktiv by er noget, vi skaber sammen. Tak til kunderne og alle vores samarbejdspartnere – og tak til TV Nord for at sætte spot på Brønderslev.
Brønderslev – let at komme til. Let at parkere. Let at shoppe. Din by i hjertet af Nordjylland.
Kilde: Brønderslev Handel





















