Borger 9700 har i jubilæumsåret gennemført en lang række aktiviteter:
Nogle af de største i jubilæumsåret har været:
Den 4. maj stod borger 9700 for flere aktiviteter i optakten til Royal Run. Det foregik på Stien ved Verdens Ende, som er et rekreativt område i Brønderslev syd i nærheden af byens energi anlæg. Borger 9700 var projektejer, da vi var med i projekteringen og stod for at indsamle økonomiske midler til projektet. Henning Krabbe var idemand og leder af projektet på vegne af borger 9700. Aktiviteterne i forbindelse med Royal Run omfattede bl.a. rundvisning ved Museum for Forsyning og Bæredygtighed, oplæsning fra forfatterskolen.
Den 18. juni havde vi besøg af den kongelige ballet til et meget velbesøgt arrangement i Rhododendron Parken i Brønderslev.
Opera i samarbejde med Aalborg Opera festival lørdag den 10.august i Rhododendron Parken. Meget vellykket arrangement med dygtige sangere og musiker og mange tilhørere.
Vi fejrede også Sankt Hans den 23. juni med bål, taler og koncert.
Vi afviklede også en bæredygtighedsfestival for 10. gang. I år var den samlet i Rhododendron parken og i den Runde Pavillon og Museum for Forsyning og Bæredygtigheds lokaler i de gamle PN-bygninger. Den var koncentreret om i weekenden 13-15 september. Vi havde en lang række spændende aktiviteter med meget varieret indhold fra genbrug til nye løsninger på klimaudfordringerne. I år var festivalen bedre besøgt en tidligere.
Den 7. oktober begyndte togene mellem Aalborg og Hirtshals/Frederikshavn at køre igen efter omfattende arbejde på bl.a. Brønderslev station for at hæve perronen, der var så lav at det var næsten umuligt for ældre, handicappede og folk med barnevogne at stige på og af toget. Borger 9700 har i mange år arbejdet for at det kunne blive realiseret ved kontakt til DSB og Banedanmark. Borger 9700 stod i spidsen for fælles sag med handicap – og ældreorganisationer. Gennem personlig kontakt til ministeren lykkedes det til sidst at få en bevilling til arbejdet.
Den sidste aktivitet i år bliver en koncert med Vivi Steffensen og Per Møller i den Runde pavillon lørdag den 26. oktober kl. 14:00. Arrangementet er som sædvanligt gratis. Vi tilbyder i samarbejde med Brønderslev Hallerne luksuskager til 50 kr.
Yderligere oplysninger kan fås hos formand Jens Tofting på jens.tofting@live.dk eller mobil: 50964900.