Birgitta Kunckel smiler stort. Den erfarne optiker er nemlig ny chefoptiker hos Louis Nielsen i Brønderslev, og det er hun ganske godt tilfreds med, sagt på beskeden nordjysk.
– Jeg er glad. Helt vildt glad, faktisk. Så kort kan det egentlig siges. Jeg elsker byen, og kunderne er skønne. Nu kan jeg ovenikøbet sætte mig eget præg på butikken, fortæller Birgitta Kunckel, der har over 20 års optisk erfaring.
Birgitta Kunckel har været optiker i butikken i Mejlstedgade 26 det seneste år og hun kommer med solid optisk butikserfaring og samtidig værdifuld erfaring fra mere driftsorienterede lederstillinger. Alt sammen et godt udgangspunkt for hendes nye rolle i butikken.
– Jeg kender butikken og mine kolleger, og jeg er glad her. Jeg har været optiker i mange år og samtidig har jeg også haft mere administrative stillinger i Louis Nielsen. Jeg er derfor godt rustet til at sætte mig præg på butikken her i Brønderslev, fortæller Birgitta Kunckel.
Kundeservice og smil i øjnene
Og den erfarne optiker har klare ambitioner for butikken.
– Høj faglighed og kundeservice er altafgørende, fortæller hun og uddyber.
– Kunderne skal have en god og tryg oplevelse. Vi sørger for at passe godt på hver kundes syn og hjælper hver eneste kunde ud fra de behov, som han eller hun har. Det er vigtigt for os, fortæller Birgitta Kunckel.
Smilet og den gode stemning er også vigtige ingredienser for den nye chefoptiker.
– Vi skal have det godt sammen, og det har vi. Jeg har nogle vildt dygtige kolleger. Vi har det godt sammen, og det mærker kunderne, er jeg sikker på. Det giver bare en god stemning i hele butikken, fortæller hun.
Har øje for øjensundhed
En af de ting, som Birgitta fremhæver for hos Louis Nielsen, er det konstante fokus på øjensundhed, og netop dét arbejde kommer den nye chefoptiker til at rettet blikket endnu mere mod.
– Mange tror måske, at vi bare sælger briller. Men det er faktisk langt fra sandheden. Optikere i Louis Nielsen sælger ikke briller. De tager synstest og sørger for, at kundernes syn er sundt, fortæller Birgitta Kunckel.
– Er der behov for briller eller kontaktlinser til at justere synsevnen, så hjælper vi med det, fortæller hun.
Anbefaler regelmæssige synstest
For Birgitta Kunckel handler det om at informere borgerne i Brønderslev og omegn om, hvordan de bedst muligt passer på deres syn. I nogle tilfælde viser symptomer på øjensygdomme sig nemlig først, når der er sket varig skade på synet.
– Med vores grundige synstest med sundhedstjek kan vi opdage symptomer på øjensygdomme og behandle dem, inden de udvikler sig og gør permanent skade på synet, fortæller Birgitta Kunckel.
Louis Nielsens synstest med sundhedstjek kan bidrage til at opdage sygdomme blandt andet grøn stær (glaukom) og øjenforkalkning (AMD).
– Grøn stær viser i begyndelsen ingen symptomer. Først når sygdommen er fremskredet og allerede har beskadiget synet, mærker man symptomerne. Derfor er det vigtigt at opdage grøn stær tidligt ved en undersøgelse af synet, fortæller hun.
Unikt samarbejde med øjenlæger
Louis Nielsen har et unikt setup. Optikerkæden har et uafhængigt netværk af øjenlæger, som består af ti højt specialiserede danske øjenlæger.
Opdager butikkens optikere symptomer, på baggrund af synstesten, som der skal ses nærmere på, sendes billederne videre til øjenlægerne, som handler hurtigt.
– Finder vi symptomer, der skal undersøges nærmere, sender vi straks billederne af patientens øjne videre til vores netværk af øjenlæger, som sender patienter videre til en øjenlæge eller et hospital hurtigt, hvis det er nødvendigt, fortæller Birgitta Kunckel.
Glæder sig til at hilse på kunderne
Den nye chefoptiker glæder sig til at hilse på de kunder, der endnu ikke har hilst på hende i butikken.
– Jeg synes, det er dejligt med alle dem, der kommer ind og hilser på, og jeg håber, at mange flere vil kigge ind, fortæller Birgitta Kunckel. |