Annes Planteskole byder på en smuk oase for dem, der nærer en passion for planter. Planteskolen, idyllisk placeret i udkanten af Hjallerup og nabo til Hjallerup Kirke, er skabt af Anne N. Nielsen. Denne grønne oase har fundet sit hjem på et stykke landbrugsjord, der tidligere blev dyrket af hendes forældre. Anne inviterer besøgende til at udforske Planteskolens brede sortiment hver anden weekend mellem kl. 10.00 og 16.00.
Historien bag Annes Planteskole
Anne, en sand nordjyde, er født og opvokset i Hjallerup. Efter skolens afslutning valgte Anne at bruge en del år i udlandet. Gennem hendes rejse blev hun inspireret til at blive anlægsgartner. Ved sin hjemkomst tog hun uddannelsen som anlægsgartner på Sandmoseskolen ved Brovst og havde sin læretid ved Ole Kristensen, Ulsted Haveanlæg.
Efter endt uddannelse bosatte Anne sig i New Zealand og fandt her et job på en planteskole, hvor hun tilegnede sig færdigheder inden for produktion af planter, herunder formning af planter ved podning. Foruden jobbet på planteskolen startede Anne sit eget anlægsfirma, hvor hun lavede hækklipning og mindre kreative anlægsprojekter. Anne flyttede tilbage til Danmark igen og uddannede sig som planteskolegartner på Jordbrugets Uddannelsescenter Århus, som hun færdiggjorde i marts 2020.
Et år efter, i marts 2021, blev Annes Planteskole sat i værk. Planteskolen er sidenhen vokset sig til store marker, hvor der produceres prydtræer og buske, allé træer samt frugttræer, og i sensommeren 2022 åbnede Anne sin planteskole for offentligheden med åbningsdage hver anden weekend.
Annes formål med planteskolen er at give folk inspiration til at udforme deres egen grønne oase. Med en produktion der udelukkende finder sted i marken, kan der ikke foretages impulskøb, fordi planter ikke tåler at blive gravet op i sommerhalvåret. Derfor er planteskolens åbningsdage om sommeren med det formål at inspirere haveejere til at fordybe sig i planlægningen af deres have. I vinterhalvåret er der selvfølgelig mulighed for at få planten med hjem med det samme, samt afhentning af sommerens bestillinger.
Planteskolen blev født ud af ønsket om at dele planters mangfoldighed af udseender med andre. Hendes drøm er godt på vej og bliver et sted, hvor planteentusiaster kan samles og dele deres begejstring.
August: Tid til podning
August er en spændende måned på Annes Planteskole, fordi podning er i fokus. Det er tidspunktet hvor salgsplanter 5 år frem bliver påbegyndt. Podning indebærer at kombinere en grundstamme, som er plantens rod, og ædelris der er starten på plantens krone. Det er en ældgammel teknik, som bliver brugt til at lave størstedelen af vores prydtræer over hele verden.
Følg med i Annes Planteskole
I Annes Planteskole handler det ikke kun om at købe planter og få haveinspiration, men også om at deltage i arrangementer, som Annes Planteskole afvikler. For opdateringer om begivenheder og haveinspiration kan du følge Annes Planteskole på deres Facebook-side.