På baggrund af den alvorlige situation med coronavirus, har ALDI valgt at udsætte åbningsfesten for den nye ALDI butik i Brønderslev. Butikken åbner dog som planlagt den 20. marts
“Vi har glædet os i lang tid til at byde alle velkommen i vores nye og flotte butik. Men med den alvorlige situation som vi oplever med coronavirussen her i Danmark, har vi valgt at udsætte åbningsfesten i Brønderslev den 20. marts.
“Vi er utroligt glade for byen og vores kunder her i området. På trods af situationen, bør udviklingen ikke gå i stå, så vi åbner butikken som planlagt – men selve åbningsfesten udsættes, da vi selvfølgelig skal følge Sundhedsstyrelsens opfordringer til at undgå større forsamlinger. Vi regner bestemt med, at vi afholder åbningsfesten, når vi er igennem denne svære tid ”, siger Regionsdirektør i ALDI Danmark, Michael Ottesen.
Den nye butik åbner som annonceret den 20. marts, men altså uden den planlagte underholdning.
Og ifølge regionsdirektøren så kan både kunder og medarbejdere se frem til den nye butik.
“Butikken er væsentligt større end vores nuværende butik, så der er meget mere plads at bevæge sig rundt på for både kunder og medarbejdere. Desuden er butikken helt up-to-date på alle fronter med moderne bake-off sektion, større lager, mere frysekapacitet osv.”, siger Michael Ottesen.
Ifølge regionsdirektøren er det vigtigt at understrege, at trods den alvorlige situation som landet befinder sig i, så bør kunderne vide, at ALDI Danmark – og den danske fødevarebranche generelt – er godt rustet til udfordringerne i kølvandet på virussen.
“I ALDI Danmark følger vi nøje myndighedernes retningslinjer og tager situationen meget alvorligt. Derfor vil jeg også gerne understrege, at man skal følge rådene om at holde afstand, vask hænder grundigt og ofte – og forsøg at foretage indkøbene på forskellige tidspunkter på dagen. Vores forsyningskæder og logistik er godt rustet til denne situation, og vi leverer varer hver eneste dag til vores butikker – så der er ingen grund til uro eller ekstraordinært store indkøb”, siger Michael Ottesen.
Kilde: ALDI